KTF Transmision
NYHEDER 11. FEB 2021 KL. 14:51

DSB kørte ud af 2020 med et underskud før skat på 104 millioner kroner

Af: kollektivtrafik


DSB kørte ud af 2020 med et underskud før skat på 104 millioner kroner

Corona-tiden, der med konkrete tiltag markerede sit begyndelse i Danmark 11. marts sidste år, har haft en markant negativ indflydelse på DSB’s resultat. Togoperatøren opgør påvirkningen til at ligge i størrelsesordenen minus 1.500 millioner kroner. Der er tale om et nettotab, som i store træk skyldes tabt passageromsætning i forhold til samme periode i 2019 med fradrag af kompenserende omkostningsreduktioner. Det markante fald i passageromsætning under corona-tiden modsvares delvist af kompensation fra staten på 914 millioner kroner


Punkter fra årsrapporten:



  • DSB har i 2020 haft 120,1 millioner rejser - et fald på 36 procent i forhold til 2019

  • Togdriften er efter aftale med regeringen stort set fastholdt efter den oprindelige køreplan i 2020 samtidig med, at der er gennemført en række initiativer til forebyggelse af smittespredning

  • EU-Kommissionen har godkendt, at den danske stat foreløbig har udbetalt 914 millioner kroner i kompensation for de økonomiske tab som følge af indsatsen mod spredning af corona-virus i perioden marts til og med august 2020

  • DSB er i dialog med Transportministeriet om kompensation for perioden september-december 2020

  • Transportministeriet har sammen med DSB udformet et grundlag for, hvorledes det kan være muligt, at DSB også for 2021 kan kompenseres for tab, der kan henføres til indsatsen mod spredning af corona-virus og de restriktioner og anbefalinger, der udstedes fra myndighedernes side

  • Høj punktlighed over kontraktmålene for såvel S-tog som Fjern- & Regionaltog

  • De første 3 af i alt 42 bestilte Siemens Vectron el-lokomotiver blev leveret i oktober og er indsat i passagerdrift to måneder før tid



DSB peger på, at det kun i begrænset udstrækning har været muligt at nedbringe omkostningerne til togdriften for at kompensere for den lavere passageromsætning. Efter aftale med regeringen har DSB i væsentligt omfang kørt efter normal køreplan i hele 2020 for at sikre den nødvendige mobilitet i samfundet. Det har blandt andet skulle sikre, at personer med samfundskritiske funktioner har kunnet komme til og fra arbejde.


Indsatsen mod spredning af corona-virus har i perioden 11. marts til 31. december 2020 haft en markant negativ indflydelse på DSB’s resultat. DSB har iværksat og implementeret ekstraordinære omkostningsreduktioner i størrelsesordenen 180 millioner kroner for 2020. Samtidig har selskabet søgt og modtaget midler fra de udmeldte hjælpepakker.


Regeringen meddelte i september, at den ville yde fuld kompensation for de økonomiske tab som følge af indsatsen mod spredning af corona-virus. Den 21. december 2020 godkendte EU-Kommissionen, at den danske stat udbetaler kompensation for det relaterede nettotab til og med august 2020 på 914 millioner kroner.


For perioden 1. september til 31. december 2020 udgør det opgjorte nettotab i størrelsesordenen 600 millioner kroner. Der er aftalt en proces med Transportministeriet om ansøgning til EU-Kommissionen om kompensation af tabet for denne periode. Udbetalingen af kompensationen er betinget af en statsstøtteretslig godkendelse fra EU-Kommissionen, og er derfor ikke indregnet i denne årsrapport.


På denne baggrund har DSB i 2020 realiseret et underskud før skat på 104 millioner kroner, hvilket er 1.537 millioner kroner bedre end i 2019. Resultatet i 2019 var påvirket af nedskrivning af togmateriel med 1.686 millioner kroner. Hvis der ses bort fra nedskrivningerne i 2019, er resultatet i 2020 149 millioner kroner ringere end i 2019. Det er udtryk for den udestående kompensation for tab, som skyldes COVID-19, for perioden september-december 2020 samt et generelt lavere omkostningsniveau set i forhold til 2019. Hertil kommer lavere afskrivninger som følge af nedskrivningerne i 2019, avance ved salg af ejendomme, netto på 110 millioner kroner samt regulering af den ikke afløftningsberettigede moms for tidligere år svarende til en resultatforbedring på 67 millioner kroner.


DSB forventer, at indsatsen mod spredning af corona-virus også vil påvirke antallet af rejsende og økonomien markant negativt i 2021. DSB har med Transportministeriet udformet et grundlag for, hvorledes det kan være muligt, at DSB også for 2021 kan kompenseres for tab, der kan henføres til COVID-19.


- Der ligger en stor opgave i først at vinde kunderne tilbage til den kollektive transport og derefter skabe vækst. Vi er klar, siger Flemming Jensen, der er administrerende direktør i DSB.


 



Corona Jernbaner Økonomi