DSB’s togdrift er hårdt ramt af arbejdsnedlæggelser
Af: Redaktionen
På tredje dag er DSB’s værksteder og togklargøring onsdag den 14. juni 2023 ramt af overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Togdriften er reduceret især på sjællandske regionaltogsstrækninger, og der køres medkortere tog i intercity- og lyntogstrafikken. Årsagen til arbejdsnedlæggelserne er angiveligt utilfredsheden med lønnen, men bag dette ligger en utilfredshed med DSB’s ledelse og dens ageren i forhandlinger med jernbanens faglige organisationer.
Medarbejderne på DSB’s værksteder har i dag nedlagt arbejdet og gået hjem. Denne besked lød onsdag morgen for tredje dag i træk for DSB’s værksteder i København og Aarhus.
Arbejdsnedlæggelserne er overenskomststridige – dette er erkendt af de strejkende, og de er på vej til at få pålagt såkaldt skærpet bod fra sagens behandling i Arbejdsretten.
Hos DSB er man dog ikke umiddelbart klar til at forhandle under de nuværende omstændigheder.
- Vi er ikke midt i overenskomstforhandlinger. Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse og vi kan selvsagt ikke forhandle, når arbejdet er nedlagt ulovligt, skriver Niels-Otto Fisker, der er kommunikationschef hos DSB, i en skriftligt udtalelse til DR.
Jens Kjeldsen, formand hos FO Jernbaner, der er fælles organisation for faglærte håndværkere hos DSB, har viderebragt dette budskab fra de strejkende:
- De er utilfredse med, at lønforhandlingerne er blevet et diktat fra ledelsens side. De ønsker, at ledelsen tager kontakt til os og begynder at forhandle.
Og så kan han ikke sige mere uden af pådrage sig organisationsansvar.
DSB's kommunikationschef, Niels-Otto Fisker, opfordrer ifølge DR medarbejderne til at vende tilbage til arbejdet.
- Det koster hver medarbejder cirka 2.500 kroner brutto om dagen i bod og manglende løn at deltage i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Jeg synes, at tillidsmændene skal koncentrere sig om at få deres kolleger tilbage på arbejde, for de mister mange penge.
- Vi tager gerne dialog med vores medarbejdere, men som jeg har sagt før, ikke under eller i umiddelbar forlængelse af ulovlige arbejdsnedlæggelser, siger DSB's kommunikationschef Niels-Otto Fisker.
Der mangler køreklare togsæt
DSB mangler i stigende grad klargjorte togsæt, som kan sættes inde i trafikken.
- Situationen bliver værre og værre, som tiden går. Vi har færre og færre togsæt til rådighed, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB.
Når arbejdet på et tidspunkt genoptages på togværkstederne, vil det vare et godt stykke tid, før alle togsæt igen er køreklar.
Tog og jernbaner
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET