KTF Transmision
NYHEDER 14. JUN 2023 KL. 13:39

Undersøgelse: Lang og dyr pendling er en barriere for at blive Øresundspendler

Af: kollektivtrafik


70 procent af borgerne i København og Helsingør og 50 procent af borgerne i Skåne, som i dag ikke er pendlere på Øresund, anser det for usandsynligt, at de vil blive det. Det viser en undersøgelse foretaget af Greater Copenhagen. Årsagen er lange rejsetider og høje pendleromkostninger


Et integreret arbejdsmarked på tværs af Øresund skaber vækst og udvikling, som kommer hele Danmark og Sverige til gode. Næsten 17.000 mennesker pendler i dag, og det tal det tal skal være højere, mener blandt andet Greater Copenhagen, der er et politisk samarbejde mellem Region Sjælland, Region Hovedstaden og kommunerne i de to regioner på den vestlige side af Øresund og Region Skåne og Region Halland på den østlige side.


- Vi ved godt, hvad der får folk til at tage et job på den anden side af Øresund. For at lykkes med at styrke integrationen endnu mere, har vi vendt spørgsmålet om og fundet ud af, hvorfor folk ikke pendler over Øresund, siger Tue David Bak, der er Managing Director i Greater Copenhagen.


Greater Copenhagen fik Norstat til at interviewe 1.000 ikke-pendlere i København, Helsingør og Skåne. Af dem siger 70 procent af de adspurgte på den danske side af sundet og 50 procent af de adspurgte på den svenske side, at det er usandsynligt, at de ville tage et job på den anden side af Øresund. De to hovedårsager er de samme for begge grupper: Det er for langt at rejse, og de er tilfredse med deres nuværende job. Nummer tre for svenskerne er, at det er for dyrt at pendle over Øresund. Danskernes tredje årsag er, at de aldrig har overvejet at tage et job i Sverige. Nummer fire for danskerne er, at det er for dyrt. Svenskernes fjerde grund er, at det er for kompliceret at arbejde i et andet land.


Så hvad skulle få dem til at overveje at blive Øresundspendlere? Billigere pendling er vigtigt for 70 procent af danskerne og 74 procent af svenskerne. 70 procent af danskerne og 69 procent af svenskerne synes, at kortere rejsetid er vigtigt. Flere togafgange er vigtigt for 62 procent af danskerne og 68 procent af svenskerne.


På den anden side siger 10 procent af danskerne og 17 procent af svenskerne, at de anser det for sandsynligt, at de ville tage et job på den anden side. Det er de samme to faktorer, der tiltrækker begge grupper: højere løn og mere spændende job.


Det viser sig også, at der er en del uvidenhed om vigtige forskelle mellem arbejdsmarkedet i Danmark og Sverige. Det gælder også forskelle, som er gunstige for dem, der vælger at pendle.


Ifølge Tue David Bak er undersøgelsen med til at bringe arbejdet med arbejdsmarkedsintegration videre.


- Nu har vi sort på hvidt, hvad der skal gøres. Sverige og Danmark er nødt til at opdatere skatteaftalen så det bliver mindre kompliceret at arbejde i det andet land. Infrastrukturen skal forbedres, så den offentlige transport er pålidelig, og togene kører til tiden. En ny Øresundsforbindelse er nødvendig for at reducere rejsetiden. Det skal også være billigere at pendle, siger Tue David Bak.


Greater Copenhagen er et politisk samarbejde mellem Region Sjælland, Region Skåne, Region Hovedstaden, Region Halland og samtlige 85 kommuner i Greater Copenhagen. Samarbejdet blev etableret i 2015 og har til formål at skabe vækst og beskæftigelse i hele Greater Copenhagen-regionen.


Mobilitet