Egedal og Solrød Kommuner plusser en tur til bus og tog
Af: kollektivtrafik
Plustur er blevet en del af rejseplanen i Egedal og Solrød Kommune. Det betyder, at man kan bestille en Plustur via rejseplanen, når bus og tog ikke rækker hele vejen. Ordningen er åben for alle, understreger Movia, der står for den kollektive transport på Sjælland og i Hovedstadsområdet i samarbejde med DSB og Metroselskabet
Busserne eller togene kører mange steder - men sjældent ikke helt til døren - og endnu mere sjældent hele veje til sommerhuset eller til gården. For at give mere kollektiv transport der, hvor der ikke kører så mange busser og tog, har Movia sat Plustur på programmet og indført den som en mulighed for at komme det sidste stykke mellem til og fra busstoppested eller station i Egedal og Solrød Kommuner.
I forvejen findes Plustur i 15 andre kommuner på Sjælland, hvor borgerne har taget godt imod den nye service.
I de to kommuner får man nu automatisk tilbudt Plustur på hele eller dele af rejsen, når man søger i Rejseplanen. Tilbuddet får man, hvis bus og tog ikke rækker hele vejen. Ordningen er åben for alle uafhængigt af, hvilken kommune man bor i. Plusturen skal bare både starte og slutte i en kommune med plustur.
Plustur starter ved den adresse, som man vil rejse fra og kører én hen til et skiftested - eksempelvis en station eller et busstoppested, hvor man så kan komme videre med bus og tog - eller omvendt. Det hele foregår via Rejseplanen, som sørger for at blande Plustur, bus og tog på den mest optimale måde. I de få tilfælde, hvor det ikke er muligt at tage bussen eller toget på dele af rejsen, får man tilbudt Plustur hele vejen.
Med Plustur bliver man hentet af en chauffør i én af de biler, der kører for Flextrafik. Nogle af bilerne har et gult Movia design, mens andre kan kendes ved, at der i vinduet er et Flextrafik skilt. Turen har en fast pris på 21 kroner uanset, hvor langt man skal. Man skal betale med betalingskort, når man bestiller turen. Man bestiller turen på en særlig hjemmeside, og man skal bestille senest to timer inden, man skal afsted.
Med plustur i rejseplanen har alle i Egedal og Solrød Kommuner reelt fået et stoppested der, hvor de bor eller der, hvor de skal hen - når de skal et stykke væk fra de store busruter eller togstationer. Det bringer den kollektive transport tættere på borgere og virksomheder på hele Sjælland og styrker mobiliteten.
- I Egedal Kommune har vi både landsbysamfund og større byer, og med Plustur-ordningen imødekommer vi de borgere, som har langt mellem bopæl og offentlig transport. Vi giver borgerne en bedre mulighed for at benytte kollektiv transport til og fra deres hjem, så flere vil lade bilen stå og tage kollektiv transport. Den nye Plustur-ordning sikrer bedre mobilitet gennem kommunen og medvirker til en styrket sammenhængende kollektiv transport i kommunen, siger Bo Vesth, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Egedal Kommune.
- Vi er rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde Plustur til borgerne, fordi det er med til at øge mobiliteten. Det er en fleksibel ordning, der styrker den kollektive trafik, og den vil især komme borgerne i områderne omkring Kirke Skensved og Karlstrup til gode. Samtidig er det nemt at benytte sig af Plustur, fordi det fremgår af Rejseplanen, og det gør det nemt og hurtigt at tilrettelægge sin rejse. Ordningen er virkelig med til at gøre den kollektive trafik mere mobil og fleksibel, og det sikrer, at borgerne kan komme rundt uden at være afhængig af en bil, siger Niels Hörup, der er borgmester i Solrød Kommune.
"I de kommuner, der allerede har plustur, er det Movia’s og kommunernes erfaring, at borgerne er glade for servicen. Vi kan med Plustur køre borgerne hen til de større skiftesteder, hvor busserne kører oftere end ved det lokale stoppested. Så det er godt nyt for borgernes mobilitet, og vi glæder os meget til at se, hvordan borgerne i Egedal og Solrød Kommuner tager imod den nye ordning, siger Movias plandirektør Per Gellert.
Om Plustur:
- Med Egedal og Solrød Kommuner tilbydes plustur i 17 kommuner på Sjælland. De øvrige kommuner er Faxe, Holbæk, Hørsholm, Kalundborg, Næstved, Slagelse, Roskilde, Sorø, Ringsted, Lolland, Vallensbæk, Furesø, Tårnby, Fredensborg og Køge
- Erfaringerne med plustur er gode. Kunderne udtrykker stor tilfredshed med at få tilbudt bedre sammenhæng og mere mobilitet, og den kommunale udgift er beskeden. Siden de første kunder kørte med plustur i marts 2018 har der frem til og med 15. december 2019 været i alt 2.359 plusture til en samlet udgift på 280.000 kroner. I gennemsnit har der været 21 plusture og en udgift på 2.400 kroner pr. kommune i 2019 frem til december
- Plustur i Rejseplanen appellerer til en yngre målgruppe end den almindelige flextur, som mange kommuner også tilbyder. Gennem den almindelige flextur-ordning står borgere fra 70 år og opefter for 65 procent af turene, mens de 20-39-årige er den aldersgruppe, som står for de fleste plusture i rejseplanen
Andre steder i Danmark er trafikselskaberne også i gang med at indføre Plustur i rejseplanen:
- I Nordjylland har det været muligt at få tilbudt en plustur i alle kommuner siden januar 2018
- På Fyn har deres variant af Plustur (Telekørsel) været tilbudt i alle kommunerne undtagen Odense Kommune siden august 2018
- I Sydjylland tilbydes Plustur i Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Tønder, Vejen, Varde og Billund
- I Midtjylland tilbydes Plustur i Lemvig Kommune og I Skanderborg Kommune
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET