KTF Transmision
NYHEDER 5. APR 2024 KL. 11:09

Ejerne af Hovedstadens Letbane har ind til videre investeret 6,3 milliarder kroner i projektet

Af: kollektivtrafik


Med ankomsten af ni letbanetog, omfattende skinnelægning, nye stationer i gadebilledet og kommende testkørsler er det tydeligt, at der i 2025 kører en letbane langs Ring 3. Det fremhæver Hovedstadens Letbane i forbindelse med, at ejerne - 11 hovedstadskommuner og Region Hovedstaden - på deres årlige interessentskabsmøde 4. april 2024 godkendte selskabets årsrapport for 2023


Anlægsarbejdet er på flere dele af letbane-strækningen, der er 28 kilometer lang med i alt 29 stationer på strækningen fra Lundtofte nord for Lyngby til Ishøj i syd, afløst af montering af skinner, kørestrømsmaster og opbygning af de kommende letbanestationer. Samtidigt er 9 ud af 29 letbanetog ankommet til Hovedstadens Letbane's kontrol- og vedligeholdelsescenter i Glostrup.

- Ankomsten af de første letbanetog er en stor milepæl i projektet og vidner om, at vi i løbet af 2024 kommer til at se letbanetog køre på en del af strækningen, som led i testkørslen. Det er et tydeligt tegn på, at vi er tættere på at åbne letbanen og dermed tættere på at styrke den kollektiv transport i Region Hovedstaden, siger bestyrelsesformand i Hovedstadens Letbane, Jakob Thomasen.

Han peger på, at der dog er et stykke vej endnu.

- Arbejdet har og vil fortsat fylde i trafikken lidt endnu. Derfor gør vi, hvad vi kan i planlægningen, for at mindske de trafikale gener, og håber fortsat på forståelse fra naboer og trafikanter langs strækningen. Koordineringen af anlægsarbejdet og banearbejdet er i fokus, så entreprenørernes ressourcer anvendes bedst muligt, siger han.


Opdateret totaløkonomi
2023 bød på en revurdering af projektets anlægsbudget, der førte til en forhøjelse på 1,1 milliarder kroner inklusiv reserver, som var på niveau med udmeldingen fra december 2022. Det betyder, at Hovedstadens Letbanes langtidsbudget nu er op-dateret på baggrund af det nye anlægsbudget, en passagerprognose og et drifts-budget.


Antallet af lærlinge overstiger målet markant
Hovedstadens Letbane og projektets entreprenører har fra begyndelsen arbejdet haft stort fokus på at tiltrække lærlinge til projektet.

- Vi satte os et mål på 58 lærlingeårsværk i hele projektperioden og har i 2023 nået 108 samlet set. Det er godt at se, at vi i samarbejde med vores entreprenører, er nået så flot og overbevisende i mål. Ikke mindst fordi en del af at være en bæredygtig bygherre også er understøtte udviklingen og uddannelserne inden for branchen, så vi sikrer, at vi har kompetente medarbejdere i fremtiden, siger Trine Græse (S), der er borgmester i Gladsaxe Kommune.


Fokus på antallet af ulykker
Trods et vedvarende fokus på at nedbringe antallet af ulykker på letbaneprojektet var der i 2023 16 ulykker med fravær. Til sammenligning var der 14 i 2022.

- Det skal være sikkert for alle at gå på arbejde, og det er et ansvar vi som bygherre tager meget alvorligt. Derfor er det ikke tilfredsstillende, at der har været 16 ar-bejdsulykker. Vi har et tæt samarbejde med entreprenørerne i forhold til at gen-nemføre tilsyn på byggepladserne, for at styrke og opretholde fokus på sikkerhed i planlægningen og udførelsen af opgaver, siger bestyrelsesformand i Hovedstadens Letbane, Jakob Thomasen.


Fakta om letbanen i Langs Ring 3 i Hovedstadsområdet:



  • Der er foretaget investeringer i anlæg af letbane for 2.128 millioner kroner i 2023. De samlede investeringer pr. 31. december 2023 udgjorde 6.321 millioner kroner

  • Resultatet før af- og nedskrivninger for 2023 var negativt og udgjorde 6 millioner kroner og var i overensstemmelse med forventningerne. Årets regnskabsmæssige resultat var negativt og udgjorde 1.344 millioner kroner for 2023 og var primært påvirket af nedskrivninger vedrørende anlæg af letbane og markedsværdireguleringer af lån og renteaftaler

  • Letbanens strækning er i alt cirka 28 kilometer lang og omfatter i alt 29 stationer fra Lundtofte nord for Lyngby til Ishøj i syd

  • Letbanen skaber forbindelse til seks S-togsstationer, og der vil være afgange hvert femte minut i dagtimerne, og hvert 10. minut i aftentimerne og i weekenden

  • Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner - Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk - banen kører gennem

  • Hovedstadens Letbane forventes ifølge passagerprognosen at transportere ca. 14 millioner passagerer om året fra 2030


 


Letbaner/Metro/S-tog