Hovedstadens nye metrolinie åbner til midsommer
Af: kollektivtrafik
Lørdag 22. juni åbner Metroselskabet det nye stykke af metrolinien M4, der går til Sydhavn og Valby. Med åbningen, der sker efter knap seks års anlægsarbejde, kobles de to bydele tættere på København
- København vokser, og med udviklingen stiger behovet for at gøre den daglige transport mellem vores eksisterende og nye bydele mere nem og klimavenlig for mennesker i byen. Det er det, Metroen kan. Den gør byen mindre og større på samme tid, siger overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen (S) og fortsætter:
- Uagtet om du som københavner er daglig bruger på vej til job eller uddannelse eller besøger vores hovedstad, så bliver Metroen bare endnu bedre med koblingen til Sydhavn og Valby. Jeg tæller ned til åbningen, og vi glæder os til at slå dørene op for alle.
- Jeg ser frem til åbningen af metroforlængelsen, for den giver borgerne her på Frederiksberg hurtig og let adgang til Sydhavn og Valby. Hvad enten det er for at besøge venner og familie eller for at pendle til arbejde, så knytter M4 til Sydhavn og Valby hovedstaden tættere sammen. Udvidelsen er ikke kun en vigtig milepæl for infrastrukturen – det er også en stærk investering i bæredygtig mobilitet og en grønnere fremtid for kommende generationer, siger borgmester i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt (S).
Inden de forlængelsen af M4 med fem nye stationer kan åbnes for passagerer, skal stationerne under jorden og stationspladserne over jorden gøres helt færdige. Samtidig venter de sidste test af metrolinjen. Arbejdet danner grundlag for den endelige myndighedsgodkendelse, hvor Trafikstyrelsen giver tilladelse til at køre med passagerer. Tilladelsen er afhængig af, at test og dokumentation er i orden og kan først udstedes kort tid, før Metroen er klar til åbning i juni.
- Det bliver en stor dag. Og jeg tør godt love, at det bliver en folkefest med underholdning og aktiviteter for beboere, metrointeresserede og resten af København, når vi efter næsten seks års arbejde kan slå dørene op til endnu mere metro i København.
Inden åbningen af M4-forlængelsen vil metrolinjerne M3 og M4 igen skulle lukke i ét enkelt døgn. Det forventes at ske omkring én måned før åbningen og vil blive annonceret inden. Lukningen sker i forbindelse med, at prøvedriften begynder, hvor systemet justeres og rettes til, og drifts- og vedligeholdelsespersonalet opbygger rutine med det nye system og de mange procedurer.
Fakta om M4:
- Udvidelsen af M4 består af fem nye metrostationer i København: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd
- Efter åbningen vil det samlede metronet bestå af 44 metrostationer og 43 kilometer spor
- Med åbningen bliver det muligt at skifte mellem metro og S-tog på otte stationer og mellem metro og regionaltog på seks stationer
- Når de nye stationer åbner, bliver rejsetiden med Metroen mellem København Syd og Rådhuspladsen cirka 10 minutter og mellem København Syd og Frederiksberg cirka 13 minutter
- Metrolinjen kører døgnet rundt med høj frekvens og vil binde de nye byudviklingsområder og eksisterende byområder i Sydhavn og Valby bedre sammen
- Fra 2030 forventes de fem nye stationer at få ca. otte millioner passagerer årligt. De første år efter åbningen vil det årlige passagertal være lavere, fordi det erfaringsmæssigt tager tid at vænne folk til en ny linje
- Samlet set forventes det, at over 135 millioner passagerer rejser med Metroen i 2024
Fakta om projektet:
- Anlægget af metroforlængelsen til Sydhavn og Valby begyndte i august 2018
- Projektet har overholdt tidsplanen trods udfordringer som coronapandemi og pres på forsyningskæderne
- Det samlede budget for Sydhavnsmetroen er knap 10 milliarder kroner (2021-priser)
- Metroforlængelsen er 5,7 kilometer lang (fra København H til København S)
Entreprenører og rådgivere på metroforlængelsen:
- TUNN3L JV anlægger de fem nye metrostationer og tunnelerne
- Rhomberg EFACEC JV bygger spor og strømforsyning
- Hitachi leverer styresystemet, kabler i tunneller og tog
- Metro Service kommer som underleverandør til Hitachi til at stå for Metroens drift og vedligeholdelse
- COWI og Systra er Metroselskabets rådgivere på projektet
- Aarsleff Rail bygger det fælles omstigningsområde mellem Metro, S-tog og andre tog på København Syd
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET