Elever i Nord- og Midtjylland dyster om at bæredygtig transport til og fra skole
Af: kollektivtrafik
Skolebørn fra Nord- og Midtjylland skal i godt fire uger konkurrere om, hvem der kan transportere sig mest bæredygtigt til skole. Aalborg Kommune er repræsenteret i konkurrencen med elever fra 4.-6. klasse fra to skoler, mens Randers, Herning og Ringkøbing-Skjern kommuner er repræsenteret med elever fra i alt 6 skoler
I løbet af kampagneperioden fra 4. september til og med uge 40 gælder det om at give den mest muligt gas med gåture, cykling, offentlig transport eller andre former for bæredygtig mobilitet, når eleverne skal til og fra skole.
Startskuddet til mobilitetskampagnen "På Egne Ben" gik 4. september og varer til og med uge 40. I konkurrence kan eleverne samle point ved at træffe sundere transportvalg og samtidig lære om trafik, miljø og sundhed.
Den enkelte klasse dyster mod andre klasser fra alle deltagende skoler. Klassen tjener point i konkurrencen ved at gå, cykle eller tage kollektiv trafik. Og der er bonuspoint for at få forældre til at lade bilen stå eller at få søskende med på den bæredygtige transport. I øvrigt gives der også point for at transportere sig selv bæredygtigt til fritidsaktiviteter.
Håbet med konkurrencen er at skabe en bredere påvirkning og bevidsthed om bæredygtig transport i hele familien.
Rådmand i By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark Rose Thaysen, forklarer om baggrunden for Aalborg Kommune deltager i kampagnen:
- I Aalborg Kommune deltager vi i EU-projektet Move, der har fokus på at skabe bæredygtig mobilitet på tværs af Danmark, Norge og Sverige. Vores børn og unge er vores kommende klima ambassadører, og de er fuldstændig afgørende for, at vi kan skabe en grønnere fremtid. Vi ved, at hvis de for eksempel vælger cyklen som transportmiddel i skoletiden, er de langt mere tilbøjelige til at tilvælge cyklen senere i livet, hvilket både mindsker trængslen på vejene, men endnu vigtigere giver det både motion og livskvalitet, siger han.
Som motivation til eleverne modtager de en startpakke med små overraskelser. Undervejs i kampagnen er der tiltag som for eksempel gratis cykelservice og salg af genbrugscykler til børn.
Interesserede kan læse mere om kampagnen "På egne ben" her:
Bæredygtighed
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET