KTF Transmision
NYHEDER 9. DEC 2020 KL. 21:00

EU-Kommissionen lægger op til en grundlæggende omstilling af transporten

Af: kollektivtrafik


Onsdag fremlagde EU-Kommissionen en strategi for bæredygtig og intelligent mobilitet sammen med en handlingsplan med 82 initiativer, der udstikker rammerne for EU's arbejde i de kommende fire år. Strategien danner grundlaget for, hvordan EU's transportsystem kan realisere sin grønne og digitale omstilling og øge modstandsdygtigheden over for fremtidige kriser. Resultatet vil være en 90 procents emissionsreduktion inden 2050, som opnås ved hjælp af et intelligent, konkurrencedygtigt, sikkert, tilgængeligt og økonomisk overkommeligt transportsystem


- For at nå vores klimamål skal emissionerne fra transportsektoren bevæge sig i en klar nedadgående retning. Med den strategi, der præsenteres i dag, vil transport af mennesker og varer på tværs af Europa undergå en forandring og gøre det let at kombinere forskellige transportformer i en enkelt rejse. Vi har sat ambitiøse mål for hele transportsystemet for at sikre en bæredygtig, intelligent og modstandsdygtig genrejsning efter covid-19-krisen, siger den hollandske EU-Kommissær Frans Timmermans, der er ledende næstformand i EU-Kommissionen med ansvar for den europæiske grønne pagt i forbindelse med præsentationen af strategien.


EU-Kommissionens transportkommissær Adina Vălean, der, inden hun blev EU-Kommissær, var et af Rumæniens medlemmer af EU-Parlamentet, fremhæver, at transport er den rygrad, der forbinder europæiske borgere og virksomheder, og derfor vigtig for alle.


- Digitale teknologier har potentiale til at revolutionere vores transportformer, så vores mobilitet bliver mere intelligent, mere effektiv og også grønnere. Vi er nødt til at give virksomhederne en stabil ramme for de grønne investeringer, de skal foretage i løbet af de kommende årtier. Med implementeringen af denne strategi vil vi skabe et mere effektivt og modstandsdygtigt transportsystem, som er på sikker vej til reducerede emissioner i overensstemmelse med vores mål for den europæiske grønne pagt, påpeger hun.


 


Milepæle på vejen mod en intelligent og bæredygtig fremtid


Alle transportformer skal ifølge EU-Kommissionen være mere bæredygtige, og der skal være adgang til vidt udbredte grønne alternativer samt incitamenter til at fremme omstillingen. Konkrete milepæle i strategien skal holde det europæiske transportsystem på vejen hen imod en intelligent og bæredygtig fremtid.


Senest i 2030 skal:



  • mindst 30 millioner nulemissionsbiler køre på de europæiske veje

  • 100 europæiske byer være klimaneutrale

  • jernbanetrafikken med højhastighedstog være fordoblet i hele Europa

  • rejser med kollektiv trafik i rutefart på under 500 kilometer være kulstofneutrale

  • automatiseret mobilitet vil indført i stor skala

  • nulemissions-marinefartøjer være markedsparate


Senest i 2035 skal:



  • store nulemissions-luftfartøjer være markedsparate


Senest i 2050 skal:



  • næsten alle biler, varevogne, busser og nye tunge køretøjer vil være nulemissionskøretøjer

  • jernbanegodstrafikken være fordoblet

  • et multimodalt transeuropæisk transportnet (TEN-T) til bæredygtig og intelligent transport med højhastighedsforbindelse være fuldt operationelt



Nøgleaktioner omsætter visionen til virkelighed
Som middel til at realisere målene peger EU-Kommissionen i strategien på i alt 82 initiativer inden for centrale indsatsområder ("flagskibsinitiativer".), hver især med konkrete foranstaltninger.


Bæredygtig


Bæredygtig transport betyder i praksis:



  • Fremme af udbredelsen af nulemissionskøretøjer, -fartøjer og -flyvemaskiner, vedvarende og kulstoffattige brændstoffer og tilhørende infrastruktur - for eksempel ved at installere 3 millioner offentlige ladestandere senest i 2030

  • Etablering af nulemissionslufthavne og -havne - for eksempel gennem nye initiativer til fremme af bæredygtige luftfarts- og skibsbrændstoffer

  • Sund og bæredygtig trafik mellem og i byer - for eksempel ved at fordoble jernbanetrafikken til højhastighedstog og udvikle ekstra cykelinfrastruktur i løbet af de næste 10 år

  • Grønnere godstransport - for eksempel ved at fordoble jernbanegodstransporten senest i 2050

  • Prissætning af kulstof og bedre incitamenter for brugerne - for eksempel ved at iværksætte et omfattende sæt foranstaltninger for at sikre fair og effektiv prissætning på tværs af al transport


Intelligent


Innovation og digitalisering vil påvirke udformningen af fremtidens passager- og godtransport, hvis der skabes de rette betingelser.


Strategien omfatter:



  • Gennemførelse af opkoblet og automatiseret multimodal mobilitet - for eksempel ved at gøre det muligt for passagerer at købe billetter til multimodale rejser og gods for gnidningsløst at skifte mellem transportformer

  • Fremme af innovation og anvendelse af data og kunstig intelligens med henblik på mere intelligent mobilitet - for eksempel ved fuldt ud at støtte udbredelsen af droner og ubemandede luftfartøjer og yderligere foranstaltninger til opbygning af et fælles europæisk mobilitetsdataområde


 


Modstandsdygtig

Transport er en af de sektorer, der er hårdest ramt af covid-19-pandemien, og mange virksomheder i sektoren står over for enorme operationelle og finansielle vanskeligheder.


EU-Kommissionen forpligter sig derfor til:



  • Et styrket indre marked - for eksempel ved at styrke indsatsen og investeringerne for at færdiggøre det transeuropæiske transportnet (TEN-T) senest i 2030 og støtte sektorens genopbygning gennem øgede investeringer, både offentlige og private, i modernisering af flåder inden for alle transportformer

  • Fair og retfærdig mobilitet for alle - for eksempel ved at gøre den nye mobilitet økonomisk overkommelig og tilgængelig i alle regioner og for alle passagerer, herunder personer med nedsat mobilitet, og gøre sektoren mere attraktiv for arbejdstagerne

  • Øge transportsikkerheden og -sikringen på tværs af alle transportformer, bl.a. ved at bringe dødstallet tæt på nul senest i 2050



Baggrunden for strategien er blandt andet, at transportsektoren bidrager med omkring 5 procent til EU's BNP og beskæftiger over 10 millioner mennesker i Europa. Dermed er transportsystemet af afgørende betydning for europæiske virksomheder og globale forsyningskæder. Samtidig er transport ikke uden omkostninger for samfundene med udledning af drivhusgas og forurenende stoffer, støj, trafikulykker og trængsel. I dag tegner transportemissioner sig for omkring en fjerdedel af EU's samlede drivhusgasemissioner.


Indsatset for at omstille transporten finder sted på et tidspunkt, hvor hele sektoren stadig er påvirket af corona-pandemien. Med øgede offentlige og private investeringer i modernisering og grøn omlægning af rullende materiel og infrastruktur og ved at styrke det indre marked er der en historisk mulighed for at gøre europæisk transport ikke blot mere bæredygtig, men mere konkurrencedygtig på globalt plan og mere modstandsdygtig over for fremtidige chok.


EU-Kommissionen understreger, at det er afgørende, at mobilitet er tilgængelig og økonomisk overkommelig for alle, at landdistrikter og fjerntliggende regioner fortsat er forbundet, og at sektoren tilbyder gode sociale vilkår og attraktive job.


Bæredygtighed