Organisationer om fjernbusser: Fjernbusudbud bør være en del af et sammenhængende kollektiv trafiksystem
Af: kollektivtrafik
VLAK-Regeringen har sendt et forslag i høring, som - hvis det bliver ført ud i virkeligheden - vil på virke fjernbusområdet. VLAK-Regeringen forslår eksempelvis en mindstestrækning på 75 kilometer for fjernbusser. I dag er kravet, at fjernbusser skal krydse to trafikselskabsgrænser
I forbindelse med forslaget peger DI Transport og brancheforeningen Dansk Kollektiv Trafik på, at det er svært at vurdere, om 75 kilometer er den rette afstand. En analyse fra Incentive har eksempelvis ikke vurderet betydningen af pendlernes rejsemønstre. Dermed er det ikke tydeligt, hvilken effekt en 75 kilometer grænse vil have for den offentlige servicetrafik rundt om i landet.
DI Transport og brancheforeningen Dansk Kollektiv Trafik opfordrer derfor ministeriet til at få gennemført en analyse af alle konsekvenserne ved at ændre afstandskravet, inden der træffes en endelig beslutning, da ændringen vil få markante konsekvenser for den øvrige kollektive trafik og for den samlede mobilitet.
De to organisationer fremhæver, at det efter deres mening er vigtigt, at et øget fjernbusudbud bliver en del af et sammenhængende kollektiv trafiksystem, og at det ikke udhuler den offentlige servicetrafik ved at reducere indtægterne på de mest profitable ruter.
Organisationerne opfordrer til, at der i lighed med reglerne på jernbaneområdet bliver mulighed for at få en prøvning af fjernbusruters eventuelle skadesvirkning på den offentlige servicetrafiks økonomi.
I lovforslaget lægges op til at indføre et forbedret tilsyns-, kontrol- og sanktionsgrundlag, som skal sikre lige markeds- og brugervilkår for operatører og passagerer. DI Transport og brancheforeningen Dansk Kollektiv Trafik er helt enige i, at det vil være nødvendigt, og opfordrer til, at der afsættes ressourcer til at gennemføre tilsyn herunder specifikt ang. skatter, afgifter og ulovlig afstigning af passagerer før den fastsatte kilometergrænse.
DI Transport og Brancheforeningen Dansk Kollektiv Trafik peger generelt på, at den kollektive trafik udfylder en vigtig del af det samlede transportsystem i Danmark. Dansk Industri offentliggjorde i 2017 en analyse som viste, at der er god økonomi i at sørge for, at den kollektive trafik er en attraktiv transportform. Hvis 10 procent af passagererne vælger bilen i stedet, vil det koste samfundet 756 millioner kroner årligt. Skønt det vil være muligt at spare på de offentlige udgifter til bus- og togdriften, vil det være en samfundsøkonomisk dårlig prioritering, da endnu flere vil spilde timer ved at holde i kø på de danske veje.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET