KTF Transmission: Flere er tilfredse med kollektiv trafik
Af: Mikael Hansen
En ny befolkningsundersøgelse fra Passagerpulsen viser at 48 procent af befolkningen er tilfredse med den kollektive trafik - det højeste tal i de syv år undersøgelsen har været gennemført
Projektchef Lars Wiinblad, Passagerpulsen, præsenterede udvalgte resultater fra undersøgelsen i et webinar den 20. november. Det er femte gang siden 2014, at Passagerpulsen har undersøgt befolkningen holdning til kollektivtrafik. Denne gang er undersøgelsen udvidet med flere aktuelle emner såsom grøn omstilling, brug af toget til ferierejser i Europa samt regeringens sommerpakke, som lancerede 50.000 billige rejsepas til kollektiv trafik og 1 million Orange billetter med DSBs tog.
Undersøgelsen omfatter 2.689 personer over 18 år, som har svaret på undersøgelsens mange spørgsmål i perioden 24. august til 14. september 2020. Stikprøven er vejet på køn, alder og region så den er repræsentativ for befolkningen. Undersøgelsen er udført af Norstat for Passagerpulsen.
Tilfredsheden med kollektiv trafik topper
Ét af se mest interessante resultater er, at 48 procent af de adspurgte er tilfredse med kollektiv trafik – det højeste tal målt i Passagerpulsens fem befolkningsundersøgelser siden 2014. Umiddelbart kan dette resultat forekomme paradoksalt midt i coronakrisen og en markant passagernedgang for den kollektive trafik. Lars Wiinblad kom ikke ind på en nærmere forklaring udover, at resultatet stemte overens med mange andre resultater i undersøgelsen. Spørgsmålet måler holdningen populært sagt ”hjemme fra sofaen” i hele befolkningen fra daglige kollektive pendlere til ærkebilister. Måske er det høje tal udtryk for samling om kollektiv trafik i en krisetid?
Corona
Corona-pandemien har medført store nedgange i passagertallet i busser og tog. 39 procent af de adspurgte angiver risikoen for smitte med COVID-19 som én af årsagerne til at rejse mindre med kollektiv trafik. Dette overgås dog at de 56 procent, som får dækket deres transportbehov på anden måde. I mange tilfælde kan dette dog være to sider af samme sag. Mange unge rejser på andre måder end med kollektiv trafik, mens mange ældre rejser mindre end før. 70 procent af de adspurgte var enige i kravet om at bruge mundbind i kollektiv trafik.
Hvad skal ændres for at flere rejser kollektivt?
Passagerpulsen angiver som sædvanlig nogle anbefalinger til forbedringer af kollektiv trafik, bygget på undersøgelsens resultater. Overskrifterne er fire gamle travere, dog i en ny prioriteret rækkefølge, idet kort rejsetid i denne undersøgelser er forvist til fjerdepladsen, hvor den tidligere var i toppen af listen:
1. Adgangen til kollektiv trafik
2. Punktlighed
3. Prisen
4. Rejsetiden
I sig selv er disse overskrifter ganske intetsigende og udtrykker noget alment kendt både udenfor og indenfor den kollektive transportsektor. Det nye er, at Passagerpulsen nu nuancerer overskrifterne med mere specifikke anbefalinger. Se dokumentationsartiklen her på portalen med anbefalingerne til øget punktlighed.
Udbygning af den skinnebårne kollektive trafik topper blandt de konkrete tiltag, som folk er blevet bedt om at vurdere. Det kan vel udlægges som en slags tilslutning til de gennemførte og igangværende udbygninger fa metro, letbaner og jernbaner.
Sommerpakken blev vurderet positivt ad de fleste, selv om kun få personligt havde benyttet sig af tilbudene.
Lars Wiinblad pointerede afsluttende, at potentialet for passagervækst var størst blandt de yngre generationer, og det så han som et opmuntrende resultat.
Find selv mange flere resultater i undersøgelsesrapporten
Webinaret med Lars Wiinblad kan genses på KTF Transmisisons side
Læs også:Styrk punktligheden
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET