KTF Transmision
NYHEDER 17. MAJ 2024 KL. 11:04

Flere passagerer sejlede med færge til eller fra Danmark i 2023

Af: kollektivtrafik


Sidste år var der fremgang i antallet af passagerer på færge- og passagerruter til udlandet. Det er især uden­rigs­ru­ter­ne til Tyskland og Sverige, der driver væksten. Til gengæld var der færre passagerer med in­den­rigs­ru­ter­ne end året før. Trods fremgangen ligger antallet af passagerer, der sejlede med færge til og fra Danmark, lavere end før corona-tiden


Antallet af passagerer på færge- og passagerruter fra danske havne endte i 2023 på 30 millioner passagerer en smule højere end i 2022. Fremgangen, der var 0,5 procent, var en kombination af flere passagerer på de fleste udenrigsruter med en stigning på 1,9 procent og færre passagerer på indenrigsruterne med et fald på 1,8 procent. Dermed har færgeselskaberne, der sejler på danske havne samlet set endnu ikke genvundet passagertallet fra 2019 - året før corona-virussen ankom til Europa.


Det fremgår af den seneste statistik over færgepassagerer, der sejlede med færge til og fra Danmark.


Danmarks Statistik peger på, at der var stor variation i hvilke ruter, der havde fremgang og hvilke, der havde tilbagegang.


Udenrigsruterne havde ifølge Danmarks Statistik en samlet stigning i passagertallet på 1,9 procent i 2023 i forhold til 2022, hvor ruterne til Sverige og Tyskland sejlede frem, mens ruterne til Norge faldt tilbage.. Alle udenrigsruterne ligger fortsat under niveauet fra før corona-tiden nedlukningerne. Sidste år lå passagertallet samlet set 11,5 procent under passagertallene i 2019.


Blandt indenrigsruterne har de ruter, der forbinder landsdelene - eksempelvis mellem Jylland og Sjælland og mellem Sjælland og Bornholm, der har haft stigende passagertal med en vækst på 1,8 procent fra 2022 til 2023, men de ligger fortsat 3,4 procent under niveauet i 2019.


Både ø-ruterne til ikke-brofaste øer og landevejsruterne over fjorde og til brofaste øer haft faldende passagertal i 2023 med fald på henholdsvis 2,9 procent og 5,4 procent i forhold til 2022.


Af alle ruter er det kun ø-ruterne, der havde flere passagerer i 2023 end i 2019.


Færgeruter