Fra arkivet 23. maj 2018 Flextrafik-overenskomster: Mere styr på sagerne - men fortsat plads til forbedringer
Af: kollektivtrafik
Movia kunne i slutningen af 2017 fortælle om udbredte mangler på området for ordnede løn- og arbejdsvilkår hos de operatører, der kører Flextrafik for Movia. En stribe stikprøve i efteråret 2017 afslørede mangler hos tre af fire kontrollerede operatører, og Movia besluttede derfor at skærpe kontrolindsatsen i 2018
De første stikprøver for første halvår er nu gennemført og evalueret, og i den anledning har Kollektiv Trafik Forum stillet en række spørgsmål til Movias Flextrafikchef Jens Peter Langberg.
Han svarer:
Hvordan går det med de annoncerede stikprøver i 2018?
- Vi er meget tilfredse med det samarbejde, vi har etableret med deltagerne i vores kontrolpanel, hvor vi sammen sikrer overholdelse af overenskomster og andre lovkrav til operatørernes forhold. Helt konkret foretages der i alt 20 stikprøvekontroller i 2018. Der er pr. 15. maj foretaget 10 stikprøver, hvoraf de fem har været behandlet i kontrolpanelet, og de resterende fem er under behandling. Der foretages yderligere 10 stikprøvekontroller efter sommerferien.
Hvilke resultater har de nye stikprøver foreløbigt vist?
- Status på de fem stikprøver, der har været behandlet i kontrolpanelet er, at én operatør havde orden i forholdene, og sagen er lukket. To operatører havde ikke orden i forholdene, men de har efterfølgende rettet op (fx har en af dem meldt sig ind i en arbejdsgiverforening og fået hjælp derfra), og sagerne er derefter lukket. Én operatør anvender en ikke-landsdækkende og nyoprettet overenskomst, som Movia har sendt til vurdering i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Sagen afventer styrelsens svar på gyldigheden af overenskomsten. Endelig havde den sidste operatør ved behandlingen i kontrolpanelet ikke orden i forholdene. Efter operatøren har udarbejdet nye ansættelsesbeviser, har Movia sendt sagen til vurdering i Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, idet kontrolpanelet ikke vurderer forholdende som værende i orden.
Hvordan opfatter Movia operatørernes vilje til at efterleve overenskomsterne?
- Det er Movias opfattelse, at operatørerne gerne vil efterleve overenskomster og have orden i tingene, men at de nogle gange har problemer med fx ansættelsesbeviser, som ikke er i orden. Det er Movias opfattelse, at operatørerne kan have brug for hjælp fra arbejdsgiverforeningerne, hvorfor vi ofte henviser operatørerne dertil.
Hvilke konsekvenser har resultaterne af stikprøverne haft for de pågældende operatører?
- Flere operatører har fået bragt forholdene i orden. Nogle har meldt sig ind i arbejdsgiverorganisationer, og én operatør har kortvarigt fået låst sine vognløb og dermed kortvarigt ikke fået kørsel.
Hvad er Movias planer for den fremtidige indsats på området?
- Vi fortsætter kontrolarbejdet året ud. Ved udgangen af 2018 vil Movias bestyrelse vurdere det videre forløb af kontrol med overenskomstmæssige forhold.
Fakta:
- Kørsel af Flextrafik for Movia kan kun udføres, hvis operatøren har en tilladelse. Tilladelse kan være til taxi, bus eller Offentlig ServiceTrafik.
- Taxitilladelse udstedes af kommune eller hyrevognsnævn,(fra 2018: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen) mens tilladelser til bus eller Offentlig ServiceTrafik udstedes af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Flextrafik udbydes af Movia og øvrige trafikselskaber til private operatører.
- Movias bestyrelse besluttede i december 2016 at indføre skærpet kontrol med løn- og ansættelsesvilkår i Movias Flextrafik ved nedsættelse af et kontrolpanel med deltagelse af arbejdsmarkedets parter.
- I Movias kontrolpanel deltager ATAX, Dansk Industri, Kristelig Arbejdsgiverforening, KRIFA, Det Faglige Hus og 3F (kilde: www.movia.dk)
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET