KTF Transmision
NYHEDER 26. NOV 2021 KL. 11:00

Førerløse busser kører ud af november - og ud af drift

Af: kollektivtrafik


Førerløse busser kører ud af november - og ud af drift

De førerløse busser i Aalborg Øst kører mod enden. Tirsdag 30. november kører busserne ud på deres sidste ture på Astrupstien i Aalborg Øst. De førerløse busser i Aalborg, der aldrig blev rigtig førerløse - men dog selvkørende - blev sat i drift 5. marts 2020


Aalborg Kommune markerer den officielle afslutning fredag 26. november, hvor busserne og projektet siger farvel til Aalborg Øst med varm kakao, glögg og æbleskiver på Trekanten, og hvor en lokal julemand kører en tur med busserne med en slikpose til børnene klokken 14.


Her lanceres også Aalborg Universitets udstilling "Livet i systemet", som præsenterer nogle perspektiver på den forandring, de førerløse busser har sat på lokalområdet, samt indbyder borgerne til at bidrage med deres perspektiver.



30.000 kørte kilometer med over 20.000 passagerer
Torsdag 5. marts 2020 kørte de førerløse busser for første gang i Aalborg Øst for kun en uge efter at blive lukket ned sammen med resten af Danmark på grund af corona-virussens ankomst til Danmark.


Og corona har givet mange benspænd for de førerløse busser, der ligesom mange andre steder med buskørslen været påvirket af afstandskrav, krav om mundbind, lokale smitteudbrud og operatører, der har været nærkontakter. Ikke desto mindre har busserne siden åbningen kørt over 30.000 kilometer - hvilket svarer til en tur på tre fjerdedele af jordens omkreds. I 87 procent af tiden har den kørt autonomt - altså helt selv - og har haft over 20.000 passagerer med ombord.


Nogle af dem har kørte med den flere gange. En gruppe borgere tog busserne til sig og brugte dem som et dagligt transportmiddel, mens andre blot kørte med for sjov.



Mødet mellem teknologi og mennesker
Igennem en spørgeskemaundersøgelse udført af Aalborg Kommune viser det sig blandt andet, at hverken brugere af stien eller passagerer i busserne føler sig utrygge over, at busserne har kørt på stien eller den nye teknologi, som styrer busserne. Faktisk viser evalueringen foretaget af Aalborg Universitet, at borgerne i området måske har næsten for stor tillid til busserne, så de ikke nødvendigvis flytter sig for bussen, at de går ud foran den, fordi de ved, at den stopper eller at nogle endda bevidst kan finde på at 'drille', ved at placere forskellige genstande på stien, hvilket er sket i få tilfælde.


Det meste af tiden har mødet mellem borgerne og teknologien fundet sted i stor fredsommelighed. Spørgeskemaundersøgelsen viser desuden, at både brugerne af stien og passagerne i busserne grundlæggende har haft en god samlet oplevelse med busserne - det gælder alle passagerne samt 80 procent af brugere af stien. Flere borgere giver udtryk for, at de ville ønske at busserne ville fortsætte med at køre.



Selvom borgerne grundlæggende har været glade for projektet, har det dog alligevel krævet lidt tålmodighed af dem at bruge busserne. Der har været mange lærepenge ved at have med så ny en teknologi at gøre, hvor tre ingredienser skal spille sammen:



  • Hardwaren - altså busserne skal kunne køre

  • Softwaren skal virke upåklageligt for at kunne styre busserne

  • Mennesker og omgivelserne, der også er en del af ligningen



At få godkendt køretøjerne, som jo er specialproducerede og ikke typegodkendte som alle andre biler, var en kamp i sig selv. Softwaren skal forstå, at den skal stoppe for alle mennesker - det har den klaret til fulde. Med den har ikke haft helt styr på, at den ikke skal stoppe busserne for blandt andet dalende blade og snevejr.


Busserne har været selvkørende, men blev aldrig helt "førerløse". Der har igennem hele perioden været en operatør ombord, da teknologien aldrig blev helt moden til at operatørerne kunne fjernes. Evalueringen fra Aalborg Universitet har dog også vist, at operatørerne har medvirket til at menneskeliggøre busserne, at være en slags vært og en autoritet i busserne.


Spørgeskemaundersøgelsen viser også, at brugerne har været rigtig glade for operatørerne, men at størstedelen ville have brugt busserne, selv hvis ikke operatørerne havde været der.

Når busserne ved udgangen af november kører ud af projektet i Aalborg, kører virksomheden Holo busserne på pension, da det i dag er nyere teknologier, Holo har fokus på nu.




Fakta om projektet med de førerløse busser i Aalborg Øst:



  • Ideen med førerløse busser på Astrupstien i Aalborg Øst opstod i begyndelsen af 2015

  • Midt i 2017 trådte en lovgivning i kraft, der muliggjorde forsøg med selvkørende teknologi

  • Aalborg Kommune indsendte ansøgning om tilladelse medio 2018

  • I marts 2019 indsendte Aalborg Kommune en revideret ansøgning

  • Aalborg Kommune fik tilladelse til det to-årige forsøg 5. december 2019

  • Torsdag 5. marts åbnede de førerløse busser som Danmarks første forsøg med selvkørende køretøjer på offentlig vej

  • Projektet er et Offentligt Privat Innovationspartnerskab mellem Aalborg Kommune og det danske firma Holo



Aalborg Universitet har lavet en grundig evaluering af projektet:


Fakta om evalueringen:



  • Aalborg Kommune har foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt 15 hyppige brugere af busserne samt 43 forbipasserende på Astrupstien

  • Aalborg Universitet har både før forsøget og undervejs foretaget kontekst- og stedsanalyser, læst i operatørernes logbøger, lavet observationer langs hele ruten, foretaget 142 stopinterviews med borgere på Astrupstien, foretaget 2 fokusgruppeinterview før busserne kørte, afholdt 3 workshops med skolebørn samt foretaget enkelte dybdegående move-along interviews


It og teknologi