KTF Transmision
NYHEDER 21. OKT 2021 KL. 11:35

Folketingets Transportudvalg inviterer til høring om Flextrafik

Af: kollektivtrafik


Onsdag 27. oktober har Folketingets Transportudvalg inviteret til en åben høring om Flextrafik. Høringen finder sted fra klokken 13.00 til klokken 15.30 i Landstingssalen på Christiansborg


Med høringen ønsker Transportudvalget at bibringe udvalget og andre interesserede øget indsigt i Flextrafikkens indretning og regelgrundlag - og ikke mindst, hvordan dette efterleves i praksis. Hensigten med høringen er også at få belyst nogle af de udfordringer med Flextrafikken, som har været bragt i medierne i den senere tid, herunder i forhold til udbud af kørsel og overholdelse af køre- og hviletidsbestemmelser



Høringen inddeles i to overordnede sektioner. Først følger en sektion om formål, krav og kørselsudbud og derefter en sektion, der fokuserer på dels flextrafiksystemets betydning for vognmænd, dels Flextrafikken som produkt set fra passagernes vinkel.


Programmet for høringen kan findes her:



Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding skal ske senest dagen før klokken 12. Der er et begrænset antal pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.


Ønsker man at deltage virtuelt via Teams, kan man skrive til Transportudvalgets hovedpostkasse (TRU@ft.dk) og få tilsendt et Teams-link. Linket er personligt i den forstand, at man skal være tilmeldt for at blive lukket ind via ”lobbyen” i Teams. Ønsker man blot at følge høringen, kan den ses på Folketingets hjemmeside både under og efter afviklingen af høringen.


Tilhørere via Teams vil kunne stille spørgsmål via chatfunktionen til den afsluttende debatrunde, men mødelederen kan som ordstyrer og af hensyn til programmet udvælge, hvilke spørgsmål der stilles. Der gøres således opmærksom på, at man som tilhører altså ikke er garanteret at kunne få stillet et eventuelt spørgsmål, da det afhænger af, om tidsrammerne for høringen tillader dette.


Tilmelding til høringen kan findes her:


Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek. Det anbefales derfor at møde op ca. en halv time inden, høringen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i øvrigt.


Høringen tv-optages og vil blive vist live på Folketingets hjemmeside - klik her:



Høringen kan efterfølgende findes under "TV fra Folketinget". Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.


 


Flextrafik