Hovedstadsområdets jernbaner skal sikres til fremtidens behov
Af: kollektivtrafik
Et bredt flertal af Folketingets partier har med Infrastrukturplan 2035 afsat midler til at styrke jernbanen i hovedstadsområdet. Nu sættes nærmere undersøgelser af fire projekter i gang
De fire jernbaneprojekter i hovedstadsområdet skal være med til at give bedre plads til passager- og godstog, mindske risikoen for forsinkelser og øge punktligheden i Københavnsområdet og på Kystbanen
Overhalingsspor til godstog
Med Infrastrukturplan 2035 satte det politiske flertal bag planen 344 millioner kroner af til et overhalingsspor til godstog ved Kalvebod på Amager. Projektet er en del af en ny sydlig jernbanekorridor uden om Københavns Hovedbanegård.
Overhalingssporet skal gøre det muligt at håndtere den forventede stigning i godstog, når Femern Bælt-forbindelsen åbner i 2029 uden at det påvirker passagertrafikken negativt.
Den nærmere undersøgelse af projektet bliver nu sat i gang og forventes færdiggjort til foråret 2023.
Vendespor ved Københavns Lufthavn Station
Der er afsat 303 millioner kroner til et vendespor ved Københavns Lufthavn Station. Projektet er ligesom ovennævnte overhalingssport ved Kalvebod en del af en ny sydlig jernbanekorridor uden om Københavns Hovedbanegård.
Vendesporet vil muliggøre en styrkelse af Øresundstrafikken med flere tog over Øresund, og vil endvidere udgøre et værn mod forsinkede tog fra Sverige, som i dag er nødt til at fortsætte til Københavns Hovedbanegård. Projektet vil styrke både integrationen af Øresundsregionen og bidrage til en øget punktlighed i hele Danmark. Samtidig vil vendesporet afhængig af den valgte køreplan kunne frigive kapacitet på Øresundsbanen i myldretiden. Dermed kan flere landsdels- og regionaltog fra den danske trafik kan køre til Amager og Københavns Lufthavn.
Den nærmere undersøgelse af projektet bliver nu sat i gang og forventes færdiggjort til foråret 2023.
Forenkling og fremtidssikring af Københavns Hovedbanegård
Sporene på Københavns Hovedbanegård er resultatet af mange års knopskydning. Mange krydsende spor giver en udfordring for banegårdens kapacitet og regularitet. En forenkling og fremtidssikring af Københavns Hovedbanegård kan forbedre punktligheden ind og ud af Hovedbanegården til gavn for både regionaltogs- og landsdelstrafikken.
Der er afsat 907 millioner kroner til forbedringer af København H, der skal være med til øge punktligheden og fremtidssikre stationen. I første omgang sættes der gang i udarbejdelsen af et idéoplæg, som forligskredsen skal tage stilling til inden sommeren 2022.
Strategisk analyse af metrodrift på Kystbanen
Med Infrastrukturplan 2035 blev der afsat 30 millioner kroner til en strategisk analyse af metrodrift på Kystbanen, som skal tænkes sammen med forbedringerne af København H.
Formålet med analysen er at finde løsninger, der kan give en bedre betjening af passagerne på Kystbanen. Analysen vil omfatte forskellige forbedringsmuligheder, som både omfatter en forbedring af den nuværende regionaltogstrafik samt en omstilling af Kystbanen til at være en del af fremtidens førerløse S-bane.
I første omgang sættes der gang i udarbejdelsen af et idéoplæg, som forligskredsen skal tage stilling til inden sommeren 2022.
Tog og jernbaner
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET