NYHEDER 8. JAN 2024 KL. 13:17
Flextrafik på Sjælland: Knap ni ud af ti kunder er tilfredse eller meget tilfredse
Af: kollektivtrafik
Brugerne af Movia's flextrafik er generelt meget godt tilfredse med kørselsordningen. Det viser den årlige kundeundersøgelse, som analyseinstituttet Megafon har foretaget for trafikselskabet Movia i 2023. Undersøgelsen viser, at knap ni ud af ti kunder er tilfredse eller meget tilfredse med flextrafikken hos Movia
Helt præcis svarer 86 procent af kunderne, at de generelt er tilfredse eller meget tilfredse med Movia flextrafiks forskellige kørselsordninger. Det er en stigning på tre procentpoint i forhold til forrige års undersøgelse.
Overordnet set ligger tilfredsheden med Movia's flextrafik højt og på niveau med tidligere år.
Movia bemærker især, at tilfredsheden med den største kørselsordning - flexhandicap - har en tilfredshed på 90 procent, hvilket er en stigning på otte procentpoint i forhold til undersøgelsen fra 2022.
I kørselsordningen flextur, som har en tilfredshed på 91 procent, svarer 56 procent, at de er "meget tilfredse", hvilket er det højeste niveau siden 2015.
I undersøgelsen er kunderne blandt andet spurgt om deres tilfredshed med chaufførens service og kørsel, om man afhentes og ankommer til tiden, om man har en tryg og sikker rejse, og om flextrafikbilerne fremstår rene, velholdte og sikre.
Movia's flextrafikchef, Jens Peter Langberg, glæder sig over det fortsat høje niveau for kundetilfredshed i flextrafikken.
- Flextrafikken i Movia er kommet godt igennem 2023. De vanskeligheder, vi oplevede med chaufførmangel og manglende vogne på bagkanten af Covid19, er overstået. Det glæder os derfor, at vi nu ser en stigning i kundetilfredsheden til et endnu højere niveau, siger Jens Peter Langberg og fortsætter:
- Indsatsen for at skabe en god og sikker rejse for brugerne af flextrafikken har effekt og skal fortsættes også i de kommende år. Med op imod 7.000 rejsende på en travl hverdag leverer Movia med flextrafik et vigtigt bidrag til at mange, som ikke er i stand til at benytte den traditionelle kollektive trafik, kan komme til de aktiviteter de gerne vil deltage i,
Fakta om undersøgelsen:
- Undersøgelsen er gennemført af Megafon for Movia og er baseret på 914 telefoninterview
- Undersøgelsen er gennemført i perioden 2. til 12. oktober 2023
- Samlet set angiver 86 procent af kunderne, at de er tilfredse eller meget tilfredse med Movia flextrafiks kørselsordninger. Det er en stigning på tre procentpoint i forhold til undersøgelsen i 2022
- Kundeundersøgelsen omfatter alle Movia flextrafik's syv kørselsordninger: Flexhandicap, Flextur, Flexkommune, Flexrute, Plustur og Flexpatient for henholdsvis Region Sjælland og Region Hovedstaden
Flextrafik
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
NYHEDER 28. OKT 2024 KL. 11:36
Demonstranter for nattog holdt et stille pyjamasparty på HovedbanegårdenMOBILITET
NYHEDER 20. DEC 2024 KL. 19:07
Kommuner og Staten skal have ansvaret for at drive den kollektive transport