Tilfredshedsundersøgelse: Kunderne er godt tilfredse med Movia's flextrafik
Af: kollektivtrafik
Kunderne er generelt godt tilfredse med kørselsordningerne i Movia's flextrafik. Den årlige kundeundersøgelse fra analyseinstituttet Megafon viser, at godt otte ud af ti kunder overordnet er tilfredse eller meget tilfredse med flextrafikken hos Movia
83 procent af kunderne er overordnet tilfredse eller meget tilfredse med de forskellige kørselsordninger i Movia's flextrafik. Det fremgår af en ny kundeanalyse, som Megafon har foretaget for Movia i slutningen af 2022.
86 procent af kunderne oplever, at Movia i høj grad eller meget høj grad giver dem en tryg og sikker rejse. Det er i forhold til tryghed en lille stigning på tre procentpoint i forhold til sidste års kundeundersøgelse.
Overordnet ligger andelen af meget tilfredse og tilfredse kunder i Movia's flextrafik på niveau med 2021 og årene 2018 og 2019. Mens kundetilfredsheden toppede i 2020 med 88 procent, hvor Movia under samfundets corona- nedlukninger indførte solokørsel med blot én kunde i hver vogn.
Ser man på kørselsordningen med flest kunder - flexhandicap - kan man se en fremgang af "meget tilfredse" kunder. Ud af de 83 procent tilfredse kunder i flexhandicap er 47 procent meget tilfredse. Det er en fremgang på syv procentpoint.
Movia spørger i den årlige kundeundersøgelse om blandt andet kundernes tilfredshed med chaufførens service og kørsel, om man blive afhentet og ankommer som aftalt, om kunderne har en tryg og sikker rejse og om flextrafikbilerne fremstår rene, vedligeholdt og sikre.
Movia's flextrafikchef Jens Peter Langberg glæder sig over det stabilt høje niveau af kundetilfredshed i flextrafikken.
- For Movia er det vigtigt, at kunderne oplever, at de får en tryg og sikker rejse med flextrafik. Vi glæder os derfor over, at kundernes tilfredshed overordnet ligger stabilt og pænt og på den rigtige side af de 80 procent Især kan vi se, at kunderne generelt er meget tilfredse, når vi spørger til forholdene under den senest kørte tur. Her får chaufførerne en rigtig fin bedømmelse, og det vil vi gerne rose dem for, siger Jens Peter Langberg.
Fakta om undersøgelsen:
Megafon har gennemført kundeundersøgelsen for Movia i perioden 2. til 10. november 2022. Undersøgelsen baserer sig på 1.001 telefoninterview.
Når kunderne bliver spurgt til deres seneste tur med flextrafik, ligger tilfredsheden i top:
- 97 procent af kunderne svarer, at de er helt eller delvist enige i, at bilen fremstod vedligeholdt, ren og sikker
- 95 procent er delvist enige/helt enige i, at chaufføren kørte forsvarligt
- 94 procent svarer, at chaufføren var villig til at hjælpe dem ind/ud af bilen, hvis de havde behov for det
- 98 procent følte sig korrekt og forsvarligt fastspændt under turen
- Knap 8 ud af 10 kunder - 79 procent - svarer, at de i høj/meget høj grad synes, at Movia er god til at hente og bringe dem til tiden. Tilfredsheden i forhold til Movia's regelmæssighed er steget med fire procentpoint siden 2021
- Kundeundersøgelsen omfatter Movia's flextrafik kørselsordninger: Flexhandicap, Flexkommune, Flextur, Flexrute, Plustur og Flexpatient for de to regioner Region Sjælland og Region Hovedstaden
- Megafon vurderer generelt for undersøgelsen i 2022, at Movia's flextrafiks resultater må anses som meget flotte. De samlede resultater for alle ordninger er enten på samme niveau eller forbedret i forhold til 2021
Flextrafik Plustur
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET