NYHEDER 9. SEP 2021 KL. 14:00
Letbane-direktør skifter spor ved årsskiftet
Af: kollektivtrafik
Administrerende direktør ved Odense Letbane, Mogens Hagelskær, skal fra 1. januar 2022 være vicedirektør i Energistyrelsen med ansvar for den kommende etablering af energiøer i Nordsøen og Østersøen - et projekt til over 200 milliarder kroner, og som med rette betegnes som danmarkshistoriens største anlægsprojekt. Mogens Hagelskær vil fortsat være tilknyttet letbanen indtil den endelige afvikling af anlægsselskabet
Mogens Hagelskær fortsætter uændret som administrerende direktør for Odense Letbane frem til årets udgang. Fra 1. januar 2022 bliver nuværende teknisk direktør, Steen Lykke, udnævnt til fungerende administrerende direktør for Odense Letbane. Steen Lykke vil således få ansvaret for den endelige afvikling af letbanens anlægsselskab, hvilket vil ske i perioden umiddelbart efter forventet driftsstart omkring årsskiftet 21/22.
- Det er med beklagelse, jeg har modtaget Mogens Hagelskærs opsigelse. Samtidig har jeg fuld respekt for hans ønske om at tage hul på en ny og helt enestående udfordring. Det er en flot udpegning og et vigtigt projekt for Danmark. Derfor et stort tillykke til Mogens med den kommende stilling i Energistyrelsen, siger Jesper Rasmussen, der er bestyrelsesformand ved Odense Letbane.
Mogens Hagelskær fratræder på et tidspunkt, hvor Odense Letbane er godt på vej mod driftsstart.
- Vi har en stærk og veletableret organisation, som med Steen Lykkes store erfaring og kompetence vil blive styret sikkert i mål. Ligesom jeg lægger vægt på, at vi fortsat har Mogens Hagelskær med som nært tilknyttet strategisk rådgiver i det omfang, der er behov, siger han og fortsætter:
- Vi skylder stor tak og anerkendelse for den indsats, som Mogens sammen med sit team har leveret de seneste godt ni år med at få Odense Letbane realiseret fra tegnebræt til virkelighed. Det har været en vanskelig og teknisk kompleks opgave, hvor Mogens med sin personlighed har været en markant og målrettet frontfigur udadtil og samtidig en inspirerende og samlende leder på de indre linjer.
For Mogens Hagelskær er det med både stolthed og vemod, at han nu annoncerer sit næste karriereskridt:
- Jeg har fået en unik mulighed for at være med i forreste linje af et gigantisk og uhyre ambitiøst projekt, hvor jeg kan bygge videre på de erfaringer, som jeg opnået ved letbanen i forhold til at arbejde med internationale kontrakter og komplekse miljøer. Energiøerne bliver en hovedhjørnesten i Danmarks fremtidige energiforsyning og grønne omstilling. Muligheden var ganske enkelt for attraktiv, siger han og fortsætter:
- Derfor har jeg truffet beslutningen om at forlade letbanen lidt før, vi lukker anlægsselskabet helt ned. Heldigvis er jeg stadig en del af letbaneholdet et godt stykke tid endnu, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet som CEO med fuldt fokus frem til nytår - og i en periode derefter som strategisk rådgiver. Mit kommende job rokker ikke ved mit nuværende engagement i Odense Letbane.
- Når jeg ser på den snart færdigbyggede letbane, vi om kort tid er klar til at overlevere til odenseanerne, så er det med en dybfølt stolthed og taknemmelighed over at have været med hele vejen frem til nu. Projektet har fra begyndelsen været båret af et fantastisk fællesskab og en entusiastisk pionerånd i hele vores organisation. Alt dette vil jeg savne, og det er bestemt ikke uden betydelig vemod, at jeg annoncerer mit jobskifte. Samtidig vil jeg glæde mig til at følge letbanens fremtid som en central del af Odenses kommende infrastruktur og byudvikling.
Letbaner/Metro Navne
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
NYHEDER 28. OKT 2024 KL. 11:36
Demonstranter for nattog holdt et stille pyjamasparty på HovedbanegårdenMOBILITET
NYHEDER 20. DEC 2024 KL. 19:07
Kommuner og Staten skal have ansvaret for at drive den kollektive transport