Letbaner og byudvikling: Letbanen styrker mobiliteten på Djursland
Af: Mikael Hansen
De to kommuner på Djursland har forskellige tilgange til letbanen og effekterne på erhvervsudvikling og bosætning.
Integrationen af Grenaa-banen i Aarhus Letbane har betydet en markant kvalitetsforøgelse på en sidebane, som tidligere ikke var specielt højt prioriteret. Integrationen i letbanen har betydet en ny direkte adgang til de dynamiske Skejby- og Lisbjergområder i Aarhus Nord, alle stationer er renoveret og opdateret, og der er åbnet to nye stationerl - én i Thorsager i Syddjurs Kommune og én i Hessel i den sydvestlige del af Grenaa.
Grenaa som trafikknudepunkt
Norddjurs Kommune med letbanestationerne Grenaa, Hessel og Trustrup er letbanens yderste forpost mod øst. Letbanens komfortable tog og de forbedrede stationer og niveaufri indstigning har betydet et markant kvalitetsløft. Og det selv om de tre stationer kun betjenes af ét tog i timen – det er i øvrigt ligesom det altid har været.
Grenaa har traditionelt været et vigtigt trafikknudepunkt med en stor havn med meget færge- og godstrafik. I tidligere årtier var samspillet mellem havn og jernbane helt afgørende. Grenaa har stadig en stor ubenyttet jernbaneinfrastruktur fra stationen midt i byen til havnen og til erhvervsområder i den nordlige del af byen. Opgraderingen af Grenaabanen er udført sådan, at der kan køre godstog på strækningen. Dele af de nye perroner kan klappes ind, så der kan gøres plads til de bredere godstog. Skinnerne på Grenaa Havn er også bevaret, men elektrificeringen og letbanebetjeningen har endestation på Grenaa Station. Indtil videre har der ikke kørt godstog til Grenaa efter Letbanens åbning.
Letbanen betyder vækst i Norddjurs
Norddjurs Kommune kan allerede nu mærke betydelige sideeffekter af letbanedriften. Grenaa er en vigtig regional uddannelsesby, og det er blevet meget nemmere for mange elever og studerende af komme til og fra byen. Den nye station Hessel ligger i et erhvervsområde i den sydvestlige del af Grenaa, og letbanebetjeneingen har stor betydning for blandt andet Terma, som er en af Grenaa store arbejdspladser. Hessel-området er også et travlt udviklingsområde, hvor nye virksomheder er på vej.
Norddjurs Kommune er i gang med at udvikle nye boligområder i Trustrup i landlige og naturskønne omgivelser. Trustrup er lige stedet, hvis man vil bo på landet og arbejde i byen, og letbanen gør det Trustrup til et attraktivt sted at bo.
Syddjurs Kommune
Syddjurs Kommune har fem letbanestationer, hvor stationen i Thorsager er ny. Stationerne i Hornslet og Ryomgård er også omstigningspunkter til regionale busser. Alle stationer er blevet renoveret og opgraderet i forbindelse med letbaneprojektet, bl.a. har alle stationer fået nye toiletter. Strækningen mellem Aarhus og Ryomgård betjenes af to tog i timen. Den indre strækning til Hornslet har endda tre tog i timen i myldretiden.
Letbanen har gjort dette nemmere at bo i Syddjurs og pendle til Aarhus. Kommunen får mange nye beboere. Letbanekorridoren fra Hornslet til Kolind, kaldet ”det grønne bånd”, er ét ud af tre vækstområder i Syddjurs, hvor kommunen vil skabe nye, unikke boligområder. Syddjurs Kommune har i en årrække haft en vækst i befolkningstallet på ca. 2000 indbyggere om året, hvoraf ca. halvdelen kommer fra Aarhus Kommune. Dette har i særlig grad kunnet ses i de Aarhus-nære dele af kommunen, hvor byer som Hornslet, Ugelbølle og Rønde er vokset markant det sidste årti. Letbanekorridoren forventes at blive et vigtigt vækstområde i de kommende år.
Ny kollektiv trafikplan på Djursland
Letbanens åbning har også medført tilpasninger af den øvrige kollektive trafik i de to Djurslands-kommuner. Den regionale bustrafik har nu to hovedlinjer, nemlig Aarhus-Ebeltoft og Ryomgaard-Randers. De kommunale buslinjer er tilpasset til dette. Norddjurs Kommune har samtidig gjort Plustur til et generelt tilbud. I Syddjurs Kommune har man tilsvarende planer om at gøre Plustur til et generelt tilbud, men det er endnu ikke besluttet.
Letbanens betydning for Djursland
Djursland er et godt eksempel på betydningen af kvalitet og komfort i kollektiv trafik. Betjeningen af de enkelte stationer på Djursland er stort set den samme som tidligere. Ét tog i timen er normalt ikke nok til at kalde en betjening for højklasset, men i Grenaas tilfælde er forbedringen og den øgede attraktionsværdi alligevel mærkbar. Netop set fra Grenaa bliver de særlige kvaliteter ved Aarhus Letbane meget tydelige, nemlig den nye forbindelse til Aarhus Nord, samkædningen af den nye bybane med to lidt forsømte nærbaner, elektrificering, nye komfortable tog og bedre stationer. I sidste ende bliver det altså til højklasset kollektiv trafik - også i Grenaa.
Læs også:Hovedstadens Letbane fremmer byudvikling i Ring3-korridoren
I Aalborg kom byudviklingen først
Visionsplan satser på højklasset kollektiv trafik i Østjylland
Udviklingsprojekterne ligger tæt langs letbanestrækningen i Odense
Letbanen har sat turbo på udviklingen i Odder
Aarhus vokser langs med letbanen
I Aalborg kom byudviklingen først
Visionsplan satser på højklasset kollektiv trafik i Østjylland
Udviklingsprojekterne ligger tæt langs letbanestrækningen i Odense
Letbanen har sat turbo på udviklingen i Odder
Aarhus vokser langs med letbanen
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET