KTF Transmision
NYHEDER 21. NOV 2024 KL. 10:11

Lille togbane kørte knap 30.000 kroner ind til velgørenhed

Af: kollektivtrafik


Lille togbane kørte knap 30.000 kroner ind til velgørenhed

Den lille modeljernbane på Aalborg Banegård kører, når en forbipasserende lægger en mønt i automaten - eller betaler trådløst. Hver betaling, der får toget til at køre rundt i det Aalborg-inspirerede landskab, giver et bidrag til velgørenhed. Det seneste overskud på 29.624 kroner deles ligeligt mellem Børns Voksenvenner og International Church


Overskuddet vil blive uddelt torsdag 28. november klokken 13:15 ved modeljernbanen i forhallen på Aalborg Banegård, hvor DSB Jernbaneorkestret vil spille klassiske julesange, og hvor der også vil blive serveret kaffe med mere.

Sidste års rekord på 28.000 kroner blev med de 29.624 kroner blevet slået, og DSB's overgang til trådløs betaling har bidraget positivt til resultatet.

Rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune, Nuuradiin S. Hussein vil på vegne af DSB uddele pengene til de to organisationer:




  • Børns Voksenvenner

  • International Church i Aalborg Øst



Børns Voksenvenner, en organisation som arbejder for at skabe venskaber mellem børn med et begrænset netværk og voksne, modtager halvdelen af overskuddet. 

- Børns Voksenvenner knytter venskaber mellem børn med et spinkelt voksennetværk og voksne. Eller som vi siger: Vi gør små smil større. Pengene vil blive brugt til at udbrede kendskabet til vores organisation og rekruttere nye frivillige, da vi desværre har mange børn på venteliste. Derudover skal midlerne bruges på arrangementer, vi løbende laver for vores fællesskab af venskaber, siger formand Peter K. Andersen.
 

International Church i Aalborg Øst, som støtter byens internationale beboere gennem gudstjenester og sociale aktiviteter, får den anden halvdel.

- Som frikirke i Aalborg Øst ønsker vi at række ud til udsatte børnefamilier i området. Derfor arrangerer vi hvert år særlige børneevents og aktiviteter i kirken, som for eksempel et julegaveværksted. Vi har også planlagt en dag til at lave juledekorationer samt en dag med julehygge, hvor vi deler godteposer og gaver ud til børnene. Alt er gratis for familierne, og med jeres donation kan vi nå endnu flere børn, siger kontaktperson for International Church i Aalborg Øst, Lise-Lotte Greve Lohsen.

Hos DSB er man igen i år glade for at kunne levere et rekordstort overskud og støtte både Børns Voksenvenner og International Church.

- I DSB har vi en årelang tradition for at donere overskuddet fra modeljernbanen til velgørende formål. Overgangen til kontaktløs kortbetaling har gjort det lettere at bidrage, især i en tid hvor færre bruger kontanter. Det glæder os, at vi i år kan præsentere et flot overskud. Det er noget, som vi i DSB er meget glade for og stolte af, siger Per Ubbe Vestergaard, der er chef for DSB Stationsservice.
 

Lidt fakta:

Om Børns Voksenvenner:
Børns Voksenvenner er en nonprofitorganisation, der skaber venskaber mellem børn i alderen 6-12 år og voksne frivillige. Siden 1990 har organisationen arbejdet for at styrke børns trivsel gennem langvarige venskaber. Organisationen arbejder for at støtte børn, der mangler en voksenrelation, ved at tilbyde stabile og positive rollemodeller.
 
Om International Church:
International Church i Aalborg Øst er et fællesskab for byens internationale beboere, som tilbyder engelsksprogede gudstjenester og sociale aktiviteter. Kirken hjælper med praktisk rådgivning og skaber rammer for dem, der ønsker at blive en del af et internationalt fællesskab.
 
Om modeljernbanen på Aalborg Banegård:
Modeljernbanen på Aalborg Banegård har været en fast del af stationen siden 1993. Den nuværende model blev skabt af Modeljernbaneklubben H0-Aalborg og afbilder blandt andet Aalborg Banegård og Aalborg-tårnet. Modelbanen ejes og vedligeholdes af DSB. Kun København, Aarhus og Aalborg har stadig modeljernbaner på stationerne.