Lokalbanerne kører fri af konflikt i næste uge
Af: kollektivtrafik
Kommunernes Landsforening (KL) og Dansk Jernbaneforbund blev natten til fredag enige om en ny overenskomst for de ansatte hos lokalbanerne. I første omgang stemte medlemmerne af Dansk Jernbaneforbund nej til det første overenskomstforslag, men efter forhandlinger i denne uge er parterne blevet enige om et nyt forslag, der nu til urafstemning blandt de medlemmerne
- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har indgået en balanceret aftale med Dansk Jernbaneforbund om ny overenskomst for lokalbanernes ansatte. Vi mener, at den nye aftale fortsat sikrer fornuftige rammer for, at lokalbanerne kan indrette den lokale transport efter passagerernes behov, samt for vores ansatte, siger Peter Hvilshøj, der er administrerende direktør for Nordjyske Jernbaner, om den aftale, som KL på vegne af lokalbanerne i nat har indgået med Dansk Jernbaneforbund.
Uden en ny aftale ville der have været udsigt til konflikt med indstillet togdrift i Nordjylland og på en række regionale togstrækninger på Sjælland.
Også Jane Eefsen, personalechef i Lokaltog, som driver ni jernbanestrækninger på Sjælland og Lolland-Falster, glæder sig over, at der nu er indgået en aftale.
- Som jernbaneselskab er det jo helt afgørende, at vi leverer troværdig og stabil transport til passagererne. Og derfor har vi selvfølgelig arbejdet hårdt på at lande en aftale med Dansk Jernbaneforbund for at undgå en konflikt, som ville lamme togtrafikken på lokalbanerne til stor gene for passagererne, siger Jane Eefsen.
Aftale skal nu til urafstemning
Ud over de generelle lønstigninger indeholder den nye aftale blandt andet pensionsforbedringer samt præcisering og forbedring af pausereglerne.
Det er nu op til Dansk Jernbaneforbunds omkring 340 medlemmer hos lokalbanerne, om de vil stemme ja eller nej til den nye overenskomst. Afstemningen skal være afsluttet senest 25. juni, og en eventuel konflikt kan derefter tidligst træde i kraft 30. juni.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET