KTF Transmision
NYHEDER 28. JUN 2023 KL. 13:36

Trafikforhold på Rønne havn: Manglende respekt for skiltning betyder ny holdeplads til fjernbusser

Af: kollektivtrafik


Fra lørdag 1. juli kommer Kombardo Expressens busser på Bornholm til at holde på Kongen lige bag ved Bornholmslinjens administrationsbygning på havnen i Rønne. Busserne får ny holdeplads, da mange bilister i personbiler trods skiltning kørte ind på bussernes område for at sætte passagerer af, hvilket bragte færdselssikkerheden i fare


Kombardo Expressens busser har hidtil holdt foran administrationsbygningen sammen med busserne fra BAT, der er trafikselskabet på Bornholm.


- Trods store anstrengelser fra både BAT og os - og med jævnlige besøg af politiet med bødeblokken - har det ikke været muligt at sikre færdselssikkerheden på området. Der har simpelthen ikke været respekt omkring skiltningen på området, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.


Resultatet var, at biler kørte ind på bussernes område for at sætte passagerer af. Det spærrede vejen for busser og skabte både farlige situationer og diskussioner mellem bilister og buschauffører.


Efter en god og konstruktiv dialog mellem Rønne Havn, BAT og Bornholmslinjen er der fundet en løsning.


- Nu trækker vi busserne ned på Kongen i stedet. Det er stadig tæt nok på, til at vi kan skabe sammenhæng mellem de forskellige former for kollektiv trafik, og det er et sted, hvor vi kan lade passagerer ankomme og blive sat af under ordnede forhold, siger Jesper Skovgaard.


 


Fjernbustrafik