KTF Transmision
NYHEDER 30. MAR 2021 KL. 14:39

Midttrafik åbner op for flere passagerer i bus og letbane

Af: kollektivtrafik


Når der fra tirsdag 6. april bliver åbnet for flere dele af samfundets forskelige dele, følger Midttrafiks busser og Letbanen med. Tryghedsskabende tiltag som ekstra rengøring, krav om mundbind/visir, stoppestedsværter og skiltning med god corona-adfærd fortsætter, når flere kunder kan rejse med kollektiv trafik i Midtjylland. Der vil fortsat være selvbetjening via Midttrafik app, Midttrafik webshop eller rejsekort og krav om mundbind eller visir


- Nogle kunder bliver utrygge, når der kommer flere kunder med bussen. De oplever, at bussen er overfyldt, selvom den ikke er. Derfor overvåger vi løbende bussernes kapacitet, ligesom vi overholder de kapacitetsgrænser, som myndighederne anbefaler. Er man som kunde utryg ved at rejse med en fyldt bus, kan man bruge app’en Midttrafik live. Den viser hvor mange, der er med bussen, inden den ankommer til stoppestedet, siger Midttrafik's vicedirektør Mette Julbo, der understreger, at kunderne fortsat skal passe godt på sig selv og hinanden.



Flere kan komme med bus og letbane
Kapaciteten bliver forøget, så der kan komme cirka 40 kunder med i en almindelig bus, cirka 55 kunder i en mellemstor bus og cirka 65 kunder i en ledbus. Samtidig bliver der igen åbnet for indstigning gennem fordøren.


Letbanen i Aarhus og mellem Grenaa og Odder via Aarhus medtager cirka det antal passagerer, der er siddepladser til. 


Midttrafik oplyser, at de rejsende gerne må sidde ved siden af, men ikke overfor hinanden i bus og letbane. Trafikselskabet opfordrer på det kraftigste til, at man ikke stiger på en fyldt bus eller letbane.


I Midtjyske Jernbaners tog på Lemvigbanen mellem Vemb og Thyborøn via Lemvig samt på strækningen mellem Holstebro - Skjern over Ringkøbing vil der fortsat være plads til det antal kunder, der svarer til cirka halvdelen af siddepladserne.



Fortsat selvbetjening i busserne
Kunderne skal købe billet i Midttrafik app, Midttrafik webshop eller bruge rejsekort, når de rejser med Midttrafiks busser. I Aarhus' bybusser kan der købes billet med kontanter i billetautomaterne. Chaufførerne hverken sælger eller kontrollerer billetter i busserne. Kontrollørerne står for billetkontrollen. Midttrafik opfordrer kunder til at købe billet, så de undgår en kontrolafgift på 750 kroner.



Nye billetmuligheder
Midttrafik har udviklet et nyt billetprodukt, der tager højde for, at det fysiske fremmøde på arbejdsplads og uddannelse er begrænset i den delvise genåbning. Med PendlerKlip kan kunden købe 17 rejsedage (klip) efter eget valg uden udløbsdato. Et klip giver fri rejse i de valgte zoner i 16 timer. PendlerKlip kan købes i Midttrafik app og benyttes i Midttrafiks busser, Letbanen og Midtjyske Jernbaner.


 


Midttrafik opfordrer alle kunder til at passe godt på sig selv og andre ved at følge Midttrafiks råd om god COVID-19 adfærd:



  • Hold afstand i og uden for bus, tog og letbane

  • Brug mundbind eller visir

  • Respekter det tilladte antal passagerer

  • Stig ikke på en fyldt bus eller letbane

  • Sid eller stå med ansigtet i køreretning

  • Medbring din egen håndsprit og sprit af ved kontaktpunkter

  • Vis hensyn, host eller nys i ærmet

  • Hav god håndhygiejne

  • Bliv hjemme, hvis du er syg eller har symptomer



Interesserede kan læse mere om PendlerKlip her:


 


Corona