KTF Transmision
NYHEDER 7. SEP 2020 KL. 14:00

Movia sender 47 nye elbusser i drift næste år

Af: kollektivtrafik


Movia’s udbud A18 af bustrafik i Glostrup, Guldborgsund, Lolland, Rødovre og Slagelse kommuner er afsluttet. Resultatet er, at der fra sommeren 2021 vil blive indsat i alt 47 nye el-busser på samlet 21 buslinjer. Movia oplyser, at der med valget af el-busser bliver tale om en mindre merudgift i forhold til busser, der kører på fossil brændstof


Afgørelsen af udbud A18 viser, at omstillingen af busdriften i en mere bæredygtig retning er på vej fra Hovedstadsområdet og ud på Sjælland, hvor udvalgte buslinier fra sommeren 2021 vil blive betjent med el-busser, der er udslipsfrie under drift.


Skiftet til mere bæredygtig drift sker i tæt samarbejde med Movia og operatørerne Keolis og Kruse. Dermed bidrager de fem kommuner til at nå den klima- og miljøanbefaling, som er central i Movia*s nye mobilitetsplan for Sjælland. 


De fem kommuners tilsammen 21 buslinjer transporterer sammenlagt omkring 3,6 millioner passagerer årligt. At tranportere sig sammen er i forvejen mindre klimabelastende end at rejse hver for sig, og når det samtidig sker med bæredygtige drivmidler så som el, reduceres det samlede klimaaftryk endnu mere. 


Kommunernes nye elbusser er emissionsfri, hvilket betyder, at de lokalt hverken forurener med CO2, NOx eller partikler. Busserne kommer også til at støje mindre, hvilket kan mærkes både inde i bussen og udenfor.


Det er mobilitetsselskabet Movia, der har udbudt busdriften for kommunerne. Administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen, ser de fem kommuner som foregangskommuner, der vil drive på en beslutning om emissionsfrie busser, som kan brede sig til mange andre kommuner i Movias område.


- I Movias mobilitetsplan kører alle vores busser fossilfrit i 2030, og mindst halvdelen af dem kører på el. Vores flextrafik kører udelukkende i elbiler senest i 2030, og alle nye tog på vores lokalbaner er eldrevne. Derfor er vi meget glade for det stærke signal som Glostrup, Guldborgsund, Lolland, Rødovre og Slagelse kommuner nu sender om, at klimamål og ambitioner er relevante uanset geografi - både i byen og på landet, siger Dorthe Nøhr Pedersen.


Med de fem kommuners 47 nye elbusser vil der i 2021 i alt komme til at køre 123 elbusser på Sjælland, hvilket svarer til, at 9 procent af Movia’s samlede busdrift opgjort på antal køreplantimer, bliver udført med el-busser. Dertil kommer, at Movia også har sat strøm til fem el-havnebusser i 2020. Det betyder en samlet reduktion på 8.400 ton CO2, 21 ton NOx og 230 kg partikler. De fem kommuners 47 nye nul-emissions elbusser sættes i drift i løbet af sommeren 2021.



Følgende kommuner har allerede elbusser i drift: Roskilde, Ballerup, Egedal, København og Frede-riksberg - i alt 76 elbusser.
 
 
Movia modtager støtte fra EU's ELENA facilitet (under Horizon 2020 programmet) til at forberede omstilling af busser og havnebusser til el drift.



Mere om Movia’s udbud A18:


I Movia’s udbud A18 indsætter Lolland Kommune også fossilfri busser, der kører på biobrændstof, på en række buslinjer. De fossilfrie busser er mere miljøvenlige end busser, der kører på fossile brændstoffer. Selvom de ikke er helt emissionsfri, giver de en 100 procent fossilfri busdrift. 


Med udbuddet får Region Sjælland derudover 30 nye fossile driftsbusser. Busserne erstatter eksisterende dieselbusser med nye, som vil reducere ca. 75 procent af de eksisterende bussers udledning af NOx og ca. 50 procent af partikeludledningen. I løbet af kontraktperioden kan Region Sjælland vælge at tilkøbe fossilfri drift af de nye busser ved at overgå til fossilfri brændstoffer.


Med A18 fortsætter Region Hovedstadens drift af linje 300S og 30E med de nuværende 34 fossile driftsbusser frem til åbning for passagerer på Letbanen langs Ring 3, som forventes at ske midt i 2025.



I de fem kommuner glæder man sig over, at borgerne snart får et endnu mere miljøvenligt transportvalg med elbusser.


Glostrup Kommune:
- I Glostrup ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling - også på transportområdet. Beslutningen om elbusser på linje 142 er en lille, men vigtig del af de løsninger, som vi arbejder med for at fremme mere bæredygtig transport og mobilitet. Omstillingen til elbusser gavner ikke kun klimaet, men også den enkelte borgers sundhed.  Jeg glæder mig derfor over, at borgerne i Ejby, hvor bus 142 kører, næste år slipper for dieselbusserne og i stedet møder støjsvage og miljøvenlige busser på vejene, siger John Engelhardt (V), som er borgmester i Glostrup Kommune. 


Guldborgsund Kommune:
- Guldborgsund Kommune vil være en bæredygtig kommune, og derfor er elbusser et naturligt valg, når vi udskifter de nuværende busser til næste sommer. Ved at vælge miljøvenlige busser bakker vi op om Movias mål om fossilfrihed i 2030 og tilføjer dertil en væsentlig partikel- og støjreduktion til glæde for nærmiljøet i vores byrum, siger Peter Bring Larsen (Guldborgsundlisten), formand for Teknik, Miljø og Ejendomsudvalg i Guldborgsund Kommune.
 
Lolland Kommune:
- I Lolland Kommune producerer vores vindmøller og solceller i dag så meget grøn energi, at vi har langt mere grøn strøm end kommunen og vores borgere selv kan bruge. Vi har derfor længe ønsket os at teste muligheder for at bruge mere af den grønne strøm, vi selv producerer f.eks. i transport-sektoren. Derfor er vi meget glade for, at vi nu kan se frem til at få Lolland Kommunes første elektriske bus på gaden, siger Gert Mortensen (S), udvalgsformand for Teknisk Udvalg i Lolland Kommune.


Rødovre Kommune:
- Fremtidens trafik skal være grøn. Det handler ikke kun om, at vi skal passe på vores miljø og klima. Det handler også om vores sundhed. Luftforureningen fra blandt andet dieselkøretøjer kan være kræftfremkaldende og give nedsat lungefunktion, så man kan have svært ved at trække vejret. Vi har mange lungepatienter i Rødovre, som vi vil gøre alt, hvad vi kan for at beskytte, siger Rødovre Kommunes borgmester Britt Jensen (S).
 
Slagelse Kommune:
- I Slagelse Kommune vil vi gerne bakke op om den grønne omstilling, og derfor har vi sagt ja tak til elbusser. Det vil forbedre luftkvaliteten i Slagelse. Samtidig larmer en elbus ikke nær så meget som en dieselbus, så beboerne på vejene, hvor busserne kører, kan se frem til mindre støj, siger formand for Erhvervs- og Teknikudvalget Villum Christensen (LA) i Slagelse Kommune.  
 


Fakta om Glostrup og Rødovre kommunes elbusser i 2021:


De to kommuner indsætter sammen med Ballerup og Københavns kommuner elbusser på 2 buslinjer. Det gælder buslinjerne 142 og 145. Hermed får Glostrup og Rødovre kommuner sine første elbusser. Ballerup og Københavns kommuner indsatte elbusser på en række linjer allerede i december 2019
Elbusserne på de to linjer sparer de fire kommuner for 592 tons CO2
Merudgiften for valg af elbusser frem for fossilfri drift på de to linjer er for de fire kommuner i alt ca. 140.000 kroner pr. år
 

Fakta om Guldborgsund Kommunes elbusser i 2021:


Guldborgssund Kommune indsætter elbusser på 8 buslinjer. Det gælder buslinjerne 701, 702 samt linjerne 703, 730, 731, 737, 741 og 742
I Guldborgsund Kommune overgår størstedelen af kommunens buskørsel fra diesel til el svarende til ca. 1,9 millioner kørte kilometer om året
Elbusserne sparer kommunen for 831 ton CO2 udledning årligt
Merudgiften for kommunen ved valg af elbusser frem for fossilfri drift er ca. 700.000 kroner pr. år
 

Fakta om Lolland Kommunes elbusser i 2021:


Lolland Kommune indsætter elbusser på 2 buslinjer. Det gælder buslinjerne 711 og 714
Kommunens øvrige buskørsel i A18 overgår fra diesel til fossilfri drift. Det gælder buslinjerne 712, 715, 716, 717, 718, 719, 721, 722, 723, 724, 725, 751, 752, 755, 761, 762, 763, 771, 772, 773, 774, 778, 780, 791 og 792
Dermed opnår kommunen fossilfri busdrift. El- og fossilfri busser sparer årligt kommunen for 1.243 ton CO2 udledning
Merudgiften for valg af elbusser frem for fossilfri drift på buslinje 711 og 714 er ca. 350.000 kroner pr. år
 

Fakta om Slagelse Kommunes elbusser i 2021:


Slagelse Kommune indsætter elbusser på 9 buslinjer. Det gælder buslinjerne 901, 902, 903, 904, 905, 908, 909, 431 og 460
I Slagelse overgår tæt på 100 procent af kommunens buskørsel fra diesel til el svarende til ca. 1,8 millioner kørte kilometer om året
Elbusser sparer årligt kommunen for 1.539 ton CO2 udledning
Merudgiften for kommunen ved valg af elbusser frem for fossil drift er ca. 3 millioner kroner pr. år


 


Bæredygtighed