Ni ud af ti nordjyske buspassagerer er meget tilfredse med chaufførerne
Af: kollektivtrafik
Nordjyllands Trafikselskab’s kundetilfredshedsundersøgelse for 2019 viser, at kunderne er meget tilfredse med den kollektive bustrafik i Nordjylland. Ifølge undersøgelsen er det først og fremmest chaufførernes fortjeneste, at kunderne er så tilfredse. Derfor er der ifølge trafikselskabet god grund til at rose chaufførerne for deres arbejde med at køre busserne sikkert frem og for den måde, de møder kunderne på
- Vi har lavet en tilfredshedsundersøgelse i alle vores busser. Vi er faktisk så stolte af resultaterne, at vi har valgt at vise dem frem til nordjyderne. Det vil sige, at vores kunder vil se infoskærme i busserne, der viser tilfredshedsresultaterne, og at bilister og andre trafikanter vil få nogle af resultaterne præsenteret på store gule hjerter udenpå busserne, siger Mette Henriksen, der er salgs- og kundechef hos NT.
Chaufførerne gør den største forskel og scorer højt på tilfredsheden En busrejse udgør mange delelementer både før, under og efter rejsen. Der er ingen tvivl hos NT om, at chaufføren spiller en helt afgørende rolle i oplevelsen. Chaufføren sidder bag rattet dag ud og dag ind og er der på både kundernes gode og dårlige dage.
Især chaufførernes service og fremtræden scorer højt i tilfredshedsundersøgelsen. På en skala fra 1 til 10 scorer chaufførens service og fremtræden (venlighed og vejledning) 9,1 i gennemsnit, hvilket er det samme som at sige, at 9 ud af 10 er meget tilfredse. Udover chaufføren er analysens højdespringere siddekomforten (8,6) og den samlede tilfredshed med rejsen (8,8).
Ved at vise resultaterne frem i fuld flor håber NT at kunne øge fokus på den vitale rolle, som chaufførerne spiller, og på, at de gør en stor positiv forskel for rigtig mange mennesker. Hvis det kan frembringe lidt flere anerkendende nik og smil til chaufførerne i dagligdagen, er det et stort plus i NT’s bog.
- Vi kender det alle sammen. Vi får det forkerte ben ud af sengen, og dagen skal bare overstås. Og så kan det være svært at finde smilet frem, når man stiger på bussen. Men vi vil gerne, at chaufførerne får den ros og anerkendelse, som de fortjener. Specielt i den her svære corona-tid, hvor det er blevet endnu mere udfordrende at være chauffør med alle de restriktioner, der er lagt ned over den kollektive trafik, siger Mette Henriksen.
Hun opfordrer kunderne i de nordjyske busser til at rose chaufførerne for deres indsats, hvis de gør det godt. I disse corona-tider skal det helst være gennem det kontaktskema, som man finder på NT’s hjemmeside. På den anden side af corona-tiden er et smil eller et par påskønnende ord meget velkomne.
Analysens resultater kan findes her:
Fra NT’s tilfredshedsundersøgelse:
Hvor tilfreds er du med Chaufføren?
Vi har refereret til resultaterne for spørgsmålet "Hvor tilfreds er du med chaufførens service og fremtræden (venlighed og vejledning)"
Resultaterne er følgende på en skala fra 0-10:
Regionalbusser: 9,15
X Bus: 9,10
Aalborg bybusser 8,8
Gennemsnit: 9,01
Hvor tilfreds er du med siddekomforten?
Vi har refereret til resultaterne for spørgsmålet "Hvor tilfreds er du med siddekomforten"
Resultaterne er følgende på en skala fra 0-10:
Regionalbusser: 8,59
X Bus: 8,78
Aalborg bybusser: 8,41
Gennemsnit: 8, 59
Hvor tilfreds er du med din rejse i alt ombord på denne bus?
Vi har refereret til spørgsmålet "Hvor tilfreds er du med din rejse i alt ombord på denne buslinje i dag?"
Resultaterne er følgende på en skala fra 0-10:
Regionalbusser: 8,64
X Bus 9,08
Aalborg bybusser 8,88
Gennemsnit: 8, 84 (vi har rundet op og skrevet 9 ud af 10)
Hvor tilfreds er du med antallet af afgange?
Vi har refereret til spørgsmålet "Hvor tilfreds er du med antallet af afgange på denne buslinje"
Resultaterne er følgende på en skala fra 0-10:
Regionalbusser: 7,52
X Bus: 6,53
Aalborg bybusser 7,47
Gennemsnit: 7, 17
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET