KTF Transmision
NYHEDER 12. OKT 2023 KL. 13:45

Passagerpulsen er faldet ud af finanslovsforslaget

Af: kollektivtrafik


Med sit finanslovsudspil lægger SVM-Regeringen op til at lukke Passagerpulsen, da der ikke er afsat penge til at drive den del af Forbrugerrådet Tænk's aktiviteter. - Vi er chokerede og skuffede, siger Anja Philip, der er formand i Forbrugerrådet Tænk. Hos Tænk peger man på, at SVM-Regeringen dermed gør Danmark til det eneste land i Europa udover Portugal, som ikke har en officiel repræsentant for passager, der benytter kollektiv transport


Siden 2014 har Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk været passagerernes stemme i udviklingen af den kollektive transport på tværs af landet og transportformer. Med sit finanslovsudspil har SVM-Regeringen lagt op til at lukke Passagerpulsen, da der ikke er sat penge af til den del af Forbrugerrådet Tænk's aktiviteter.


- Vi er på passagernes vegne chokerede over regeringens beslutning. Vi står overfor at skulle gentænke store dele af den kollektive transport, som i særligt landdistrikterne er præget af lukning af busruter og svigtende passagertal. Hvis vi lukker, vil passagerne ikke længere have en stemme og en plads ved bordet i den udvikling og vil ikke kunne bringe al den viden om passagernes behov til bords, som vi ligger inde med. Det betyder, at man risikerer at finde på løsninger, der slet ikke passer til borgernes behov, og så er man lige vidt i forhold til at sikre mobilitet i hele landet, siger formand i Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip, og fortsætter:


- Kollektiv transport spiller en afgørende rolle i både den nationale sammenhængskraft samt den grønne omstilling. Vi håber derfor, at politikerne vil tænke sig om en ekstra gang. Passagerpulsen skal ikke lukkes, og vi opfordrer de øvrige partier til at prioritere passagerernes rolle i den kollektive transport, sammenhængskraften på tværs af landet og den grønne omstilling ved at sikre Passagerpulsens overlevelse.


Passagerpulsen er et projekt i Forbrugerrådet Tænk og den eneste organisation, der varetager passagerernes interesser på tværs af transportformer, selskaber og geografi. Passagerpulsen indsamler og formidler passagernes behov, ønsker og oplevelser. Passagerpulsen har desuden fem regionale passagerråd, der deler passagerernes erfaringer og kommer med input til de regionale politikere og trafikselskaber.


I den kommende tid ville Passagerpulsen via lokale og regionale befolkningsundersøgelser skaffe viden om passagererne og den kollektive transport i landdistrikterne og sætte fokus på, hvordan den kollektive transport i højere grad kan hjælpe unge, der har langt til uddannelse.


- Det arbejde bliver ikke til noget, hvis politikerne vælger at lukke Passagerpulsen. Det, mener vi, er rigtig ærgerligt, fordi der især på disse områder i høj grad er behov for at finde løsninger for at sikre den kollektive transport i fremtiden, siger Anja Philip.


Mobilitet Politik