KTF Transmision
NYHEDER 2. APR 2020 KL. 14:46

Politisk aftale skal forbedre den kollektive trafik

Af: kollektivtrafik


S-Regeringen, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet er blevet enige om at udmønte 361 millioner kroner fra finansloven til en forbedring af den kollektive trafik. Pengene skal bruges på takstnedsættelser til unge og ældre, flere tog mellem Øst- og Vestdanmark, nattog mellem Danmark, Tyskland, Sverige og Belgien, et fælles stationsanlæg ved Ny Ellebjerg, medfinansiering af ny busterminal i København, en ny rolle for Passagerpulsen og cykelfremme


Med den nye politisk aftale ønsker S-Regeringen sammen med de fire partier at forbedre den kollektive trafik.


- S-Regeringen prioriterer håndteringen af COVID-19 meget højt, og det er vores primære fokusområde lige nu. Vi må dog ikke glemme, at vi skal have endnu flere til at vælge den kollektive trafik, når vi igen får en normal hverdag. Derfor er jeg meget tilfreds med denne aftale, hvor vi blandt andet sænker taksten for unge og ældre brugere af den kollektive trafik, indsætter flere tog mellem landsdelene og etablerer et nyt rådgivningscenter for cykelfremme, siger transportminister Benny Engelbrecht.


Partierne er optaget af borgernes transportvaner, som bliver skabt i en ung alder. Derfor skal det være mere attraktivt for unge at benytte kollektiv trafik. I dag betaler unge mellem 16 og 19 år uden for uddannelse samt studerende på videregående uddannelser 666 kroner for et ungdomskort til kollektiv transport. Med aftalen sænkes egenbetalingen til 606 kroner om måneden.


- Mange unge er afhængige af den kollektive transport i hverdagen samtidig med, at de er en del af en generation, som virkelig gerne vil rejse mere klimavenligt og stoppe klimaforandringerne, og for dem betyder udgifterne til bus og tog altså en hel del for pengepungen. Hvis vi skal gøre de unges forhold til den kollektive transport så varmt og venskabeligt, som muligt, så de også senere i livet fortsætter med at rejse grønt med bus og tog, så skal vi altså også skele til prisen på deres transport, udtaler transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF).


Derudover er god og tilgængelig kollektiv trafik vigtig for, at mange pensionister kan leve et aktivt liv. Nogle pensionister er afhængige af den kollektive trafik for at komme på indkøb, passe børnebørnene eller dyrke fritidsaktiviteter. Partierne er derfor enige om at afsætte 25 millioner kroner årligt fra 2021 til takstnedsættelser for pensionister, som udmøntes af trafikselskaberne.


- Enhedslisten har kæmpet hårdt for, at mimrekortet bliver bevaret. Det kan vi sikre med denne aftale! Samtidig kan pensionister på Sjælland, der ikke har mimrekort, få rabat i den kollektive trafik, hvis de benytter rejsekort. Og der afsættes penge til yderligere pensionistrabatter i hele landet. Og vi glæder os over, at det lykkedes os at finde penge til passagerernes talerør og vagthund, Passagerpulsen, som ellers var truet af nedlæggelse. Aftalen er en styrkelse af den kollektive trafik og cyklismen og følger sporet fra det såkaldte "forståelsespapir", siger transportordfører Henning Hyllested (EL).


Partierne vil desuden indsætte ni ekstra daglige afgange i myldretiden over Storebælt med lyntog på hverdage og fire søndagsafgange, ligesom partierne er enige om at etablere et rådgivningscenter for cykelfremme for virksomheder. Cykling kombinerer nemlig mobilitet med motion og bidrager til at forbedre danskernes folkesundhed, samtidig med at det er en meget miljøvenlig transportform.


- For os har det været vigtigt med grøn handling på trængselsudfordringerne; vi har kæmpet for flere tog over Storebælt, investeringer i en fjernbus terminal og i at fremme cyklisme. Vi glæder os også over at unge i yderområder får billigere ungdomskort til den kollektive trafik, så de billigere kan rejse til deres uddannelsessted, siger transportordfører Andreas Steenberg (R).


Interessen for nattog som grønt alternativ til flyrejser er inden for de seneste år vokset markant blandt både borgere, operatører og beslutningstagere. Nattog er et miljøvenligt alternativ på korte og mellemlange strækninger til destinationer på det europæiske kontinent. Partierne vil derfor afsætte penge til at medfinansiere og/eller på anden vis fremme indkøb af nattogtrafik mellem Sverige og Tyskland/Belgien med mulighed for ophold i Danmark.


- Jeg er rigtig glad for, at vi med denne aftale er med til at sikre, at vi igen får mulighed for at rejse med nattog mellem Danmark og vores nabolande. Nattog er en transportform, som danskerne længe ikke har kunnet benytte sig af, og som er et godt og grønt alternativ til at transportere sig på en fornuftig og afslappende måde, siger politisk leder Josephine Fock (Alternativet).


Antallet af fjernbusrejser har været stigende i en lang årrække. Fjernbusserne opererer i hele landet, men størstedelen af passagerne rejser ind eller ud af København, som er udfordret af, at der ikke er ordentlige standsningsforhold for busserne og de rejsende. Derfor vil partierne give et statsligt bidrag til en ny busterminal ved Dybbølsbro Station, ligesom partierne har aftalt at medfinansiere et fælles stationsanlæg med omstigningsfaciliteter og bedre adgangsveje ved Ny Ellebjerg Station, som bliver et nyt centralt knudepunkt.


Og så skal Passagerpulsen være tovholder for fem nye regionale passagerråd og skal i samarbejde med disse arrangere fem årlige passagerkonferencer for derigennem at sætte fokus på de regionale udfordringer og muligheder inden for den kollektive trafik.


Interesserede kan se aftalen om udmøntning af reserve til initiativer inden for kollektiv trafik her: