Politisk aftale sikrer fjernbusterminal
Af: kollektivtrafik
S-Regeringen, Radikale, SF, Enhedslisten og alternativet meddelte torsdag, at de var blevet enige om at øremærke 361 millioner kroner fra finansloven til en forbedring af den kollektive trafik - blandt andet til at etablere en fjernbusterminal ved Dybbølsbro i København. Meldingen bliver positivt modtaget hos organisationen Dansk PersonTransport
- Vi er utroligt glade for, at dette projekt, der har været vores hjertebarn længe, nu endelig lykkes. Vi vil gerne sige tak til alle partierne, og vi ser frem til den nye terminal, der virkelig kommer til at gøre en forskel for vores medlemsvirksomheder og især de mange rejsende, der vælger fjernbussen på deres rejse til og fra København, siger Michael Nielsen, der er administrerende direktør Dansk PersonTransport.
Dansk PersonTransport fremhæver, at antallet af passager i fjernbusser har været stigende og har skabt et øget behov for bedre forhold i Hovedstaden. Størstedelen af passagererne med fjernbusserne rejser ind eller ud af København, og det har med Dansk PersonTransports formulering “medført kaotiske tilstande på Ingerslevgade”, når rejsende skulle til og fra busserne på tværs af og rundt om den almindelige trafik.
Derudover omfatter aftalen eksempelvis også et fælles stationsanlæg med omstigningsfaciliteter og bedre adgangsveje ved Ny Ellebjerg Station, der bliver et nyt centralt knudepunkt i Hovedstaden.
Fjernbustrafik Mobilitet
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET