Region og delstat vil "bygge bro" over bælt
Af: kollektivtrafik
Den tyske delstatsminister Werner Schwarz og regionsrådsformand Heino Knudsen (S) underskrev i sidste uge en ny handleplan for samarbejdet på tværs af Femern Bælt. Handleplanen skal intensivere samarbejdet med udsigten til at blive landfaste, når den faste Femern Bælt-forbindelse åbner i sommeren 2029. Handleplanen indeholder blandt andet lokal togdrift mellem Sjælland og Lolland-Falster på den danske side og Schleswig-Holstein på den tyske side
- En væsentlig fordel ved den kommende faste Femern Bælt-forbindelse er, at den vil lette den grænseoverskridende mobilitet i regionen, siger Werner Schwarz, der er europaminister i delstaten Schleswig-Holstein, og tilføjer:
- Det vil dog kun blive en realitet og give merværdi, hvis det lykkes os i fællesskab at etablere og udbygge de grænseoverskridende forbindelser. Selve tunnellen er blot en brik i puslespillet for udviklingen af en velintegreret grænseregion.
Brobygning over tunnelen
Samarbejdet står på et fundament af stigende interesse blandt både borgere og virksomheder for de muligheder, som opstår, når den faste forbindelse over Femern Bælt åbner i 2029.
- Vi ved, at der mange både borgere og virksomheder, der er nysgerrige på mulighederne på tværs af grænsen. Region Sjælland og delstaten Schleswig-Holstein vil med underskrivelse af handleplanen sammen sikre, at det ikke kun bliver ved nysgerrighed og muligheder, men at vi får koblet geografierne sammen på alle niveauer. Det skal være naturligt for borgere og virksomheder at bevæge sig på tværs og derfor skal vi mere end ’bare’ at bygge en tunnel af beton og sten, siger Heino Knudsen (S), der frem til udgangen af september er regionsrådsformand i Region Sjælland.
Lokale tog på tværs af Femern Bælt
Med handleplanen vil delstaten Schleswig-Holstein og Region Sjælland blandt andet sætte gang i et arbejde, som skal sikre, at der fra 2029 kan køre lokale tog på tværs af den faste Femern Bælt-forbindelse.
Med kun omkring 300 kilometer og omkring 2½ time mellem København og Hamborg i 2029, så giver mulighederne i de to metropoler næsten sig selv. Me både hos Region Sjælland og Delstaten Schleswig-Holsten eksisterer også en verden mellem metropolerne i den nære geografi over Femern Bælt. Her skal man i begge landsdele vænne sig til at kigge mod hinanden og arbejde mere med potentialerne. Det er særligt her handleplanens fokus er.
- Vi vil med handleplanen skabe sammenhæng og sikre en tæt integration på tværs af Femern Bælt-geografien. Her er det helt afgørende, at vi får forbundet de nære geografier med lokale togforbindelser, som gør det muligt at komme til både arbejde, uddannelse og oplevelser i den modsatte geografi, og vi skal arbejde på et sammenhængende billetsystem, siger Christian Wedell-Neergaard (K), der er formand for Udvalget for Regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde i Region Sjælland.
Handleplanen sætter derfor fokus på at udvikle det naboskabet mellem Region Sjælland og delstaten Schleswig-Holstein gennem flere aktiviteter for borgerne på tværs af grænsen samt samarbejde om sprog og kultur. Samtidigt skal mulighederne for uddannelse på tværs af grænsen forbedres.
Desuden har handleplanen en ambition om at udvikle en grøn profil på tværs af Femern Bælt - herunder at understøtte klimavenlig transport af gods. Handleplanen løber i 2025 og 2026, hvorefter den tages op til revision blandt parterne.
Tog og jernbaner
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET