Regionaltog skal køre mellem Jyllands top og Hobro
Af: kollektivtrafik
Fra begyndelsen af 2026 vil Nordjyske Jernbaner's regionaltog køre hele vejen fra Skagen og Hirtshals i nord til Arden og Hobro i syd. En politisk beslutning i Region Nordjylland har bundet flere stationsbyer sammen med togforbindelser
Politikerne i Regionsrådets Udvalg for Regional Udvikling og Innovation traf mandag i denne uge en endelig beslutning om, at DSB's IC-tog skal standse i Skørping fra 2026 til 2030, hvilket samtidig baner sporet for at køre regionaltog til Hobro i den sydlige del af Region Nordjylland. Samtidig vil DSB's IC-tog ikke længere standse i Skalborg, Svenstrup, Støvring og Arden.
- Vi er klar over, at der har været stor lokal bevågenhed omkring, hvor DSB skal standse. Vi har valgt at følge indstillingen fra Rebild Kommune. IC-togene standser derfor frem til 2030 stadig i Skørping, hvor der er flest passagerer, der benytter toget ud af Nordjylland. Samtidig glæder vi os over, at vores regionaltog fremover vil binde regionen sammen fra syd til nord - og ikke mindst at stationsbyerne i Himmerland forbindes til glæde for de daglige rejsende til skole og arbejde, siger Peder Key Kristiansen (S), der er formand for Udvalg for Regional Udvikling og Innovation.
Færre IC-stop, men regionaltog til flere
DSB’s IC-tog vil fra 2026 standse ved færre nordjyske stationer for at udnytte de forbedringer, der er lavet på jernbanen og give hurtige IC-tog ud af regionen til resten af Danmark.
I den forbindelse har Region Nordjylland lavet en aftale med Transportministeriet om at forlænge den regionale togdrift helt til Hobro til glæde for passagerer i Nordjylland. Dermed vil byerne i Himmerland fortsat hænge sammen med gode togforbindelser, selvom IC-togene ikke længere vil standse i Skalborg, Svenstrup, Støvring og Arden.
- Arden vil fremover primært blive betjent af regionaltog. Vi glæder os dog over, at det er lykkedes at forhandle en løsning, hvor Arden beholder to morgenafgange i nordgående retning med IC-tog, siger Peder Key Kristiansen.
Den nye køreplan indføres i starten af 2026, når DSB skifter køreplan. På grund af sporarbejde i Aarhus sker det lidt senere end det normale køreplanskifte i midten af december.
Nordjyllands Trafikselskab, DSB og Nordjyske Jernbaner vil informere om de mere konkrete ændringer i løbet af 2025.
Køreplaner Tog og jernbaner
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET