Farver skal hjælpe buspassagerer på vej
Af: kollektivtrafik
Som de første i Danmark tester FynBus i samarbejde med Tide Bus farver på bussernes destinationsskilte. Pilotprojektet er en del af introduktionen af det nye A-net på Fyn og Langeland, hvor seks regionale ruter med høj frekvens har fået hver sin linjefarve
De tildelte linjefarver - eksempelvis orange, grøn og blå - bruges allerede på rutekort, Rejseplanen.dk, stoppesteder, infotavler og terminaler. Nu er farverne også på vej til bussernes destinationsskilte foran, bagpå og på siden af busserne. I første omgang er en enkelt el-bus på rute 200A mellem Otterup og Odense udstyret med et destinationsskilt, der viser både rutenummer og den tilhørende farve.
En sammenhængende rejseoplevelse
Formålet med linjefarverne er at skabe en sammenhængende og genkendelig rejseoplevelse for buspassagerne. Når farven genkendes - eksempelvis den grønne linje mellem Otterup og Odense - vil det være lige så intuitivt som at genkende rutenummeret.
Farvernes tilstedeværelse på både digitale platforme og fysiske elementer langs ruterne styrker orienteringen for kunderne og gør det lettere at finde den rigtige bus.
Test af teknologi og arbejdsgange
Pilotprojektet på rute 200A skal sikre, at teknologien fungerer optimalt, og at arbejdsgange omkring implementeringen er på plads, før linjefarverne bliver rullet ud til resten af A-nettets destinationsskilte i forbindelse med et kommende udbud.
Med dette initiativ tager FynBus endnu et skridt mod at forbedre passagerernes oplevelse og gøre den kollektive trafik på Fyn og Langeland mere overskuelig og intuitiv.
Mobilitet Rutekørsel
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET