Rejsegarantien hos Nordjyllands Trafikselskab dækker mere
Af: kollektivtrafik
Nordjyllands Trafikselskab (NT) forenkler sin rejsegaranti, så man får dækket hele udgiften til en taxi eller kørsel i privat bil, hvis man bliver mere end 20 minutter forsinket med bus, tog eller flextrafik. Ændringen træder i kraft lørdag 1. juni 2024
Tidligere fik man efterfølgende dækket op til 350 kroner af taxi-regningen eller op til 100 kilometers kørsel i privat bil, Fra lørdag 1. juni får man dækket det hele.
- Forbedringen af vores rejsegaranti er med til at gøre det lettere og enklere at benytte den kollektive trafik. Det giver vores kunder en større tryghed, når de ved, at de stadig kan komme sikkert frem, hvis vi ikke kører som lovet. Og at det ikke kommer til at koste dem ekstra, siger NT’s direktør, Thomas Eybye Øster.
Over 20 minutter forsinket
Tilbuddet om rejsegaranti gælder, hvis bussen, toget eller flexvognen er blevet mere end 20 minutter forsinket. Den gælder også, hvis man har misset et skifte på grund af en forsinkelse, eller hvis bussen er kørt forbi uden at standse, og man samlet set er blevet mere end 20 minutter forsinket.
Man skal selv ringe efter en taxi og selv lægge ud for turen. Efterfølgende søger man om at få tilbagebetalt sit udlæg via hos Nordjyllands Trafikselskab via websiden, NTrejse.dk.
Man kan også få en ven til at køre sig eller låne en bil, og få betaling pr. kørt kilometer. Afregningen sker efter Statens høje takst. I det tilfælde er det føreren af bilen, der kan søge om kilometerpengene.
Ved hver ansøgning tjekker NT data fra bussen eller toget. Der bliver blandt andet tjekket, hvornår den kørte fra stationen eller stoppestedet, og om det passer med den forsinkelse, der står i ansøgningen.
Der er derfor lidt sagsbehandlingstid, men langt de fleste får deres udlæg retur indenfor 14 dage.
NT opfordrer i øvrigt alle, der bliver mere end 20 minutter forsinket på grund af forsinkelser i busser, tog eller flexvogne til at benytte sig af rejsegarantien.
Interesserede kan læse mere om rejsegarantien her:
Tidligere i maj indførte FynBus en lignende ændring af rejsegarantien for rejser i selskabets område.
Kundeservice
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET