Webinar om trafikdata Sådan flyder trafikdata frem til din skærm
Af: Mikael Hansen
Vejdirektoratet har fået ny leverandør af trafikdata på statsvejnettet. Et interessant webinar løftede sløret for hvordan man indsamler, bearbejder og præsenterer realtidsinformation om vejtrafikken
Vejdirektoratet har brug for to slags data til informationstjenesten trafikinfo.dk. Den første er realtidsinformationer om hastighed i realtid i vejsegmenter. Segmenter er de 6.500 delstrækninger, som statsvejnettet er opdelt i. Den anden form for data er såkaldte punktdata også i realtid, som er position og hastighed m.m. for enkelte køretøjer. Ud fra disse data kan Vejdirektoratet beregne og vise trafikbelastningen på vejnettet, bl.a. på den offentlige side Trafikkortet, som blandt andet kan ses på webadresserne trafikinfo.dk og trafikken.dk. Vejdirektoratet bruger også trafikdata til mange andre formål.
I et interessant webinar præsenterede Vejdirektoratets Inger Foldager konceptet bag den nye, opdaterede og mere strømlinede dataleverance. Vejdirektoratet har opbygget erfaring gennem flere år med data fra egne flåder og også køb af data fra broker, men nu har dataleverancen været i udbud på grundlag af nye krav til både data, forsyningssikkerhed og den tekniske udvikling på området. Udbuddet har været præget af dialog mellem Vejdirektoratet og de potentielle bydere. Og det har ført til en optimeret løsning i forhold til pris, kvalitet og teknologi.
COWI vandt udbuddet sammen med underleverandørerne Connected Cars og Hermes Traffic. Konsulent Jonas Hammershøj Olesen,COWI, fortalte om arbejdsdelingen mellem de tre parter, hvor COWI står for det overordnede design af løsningen og for den endelige leverance af data. Connected Cars står for dataindsamlingen og Hermes Traffic udvikler algoritmer til databehandlingen.
Nogle af de meget interessant oplysninger omhandlede Connected Cars indsamling af realtids trafikdata på grundlag af GPS. Virksomheden har aftaler med 100.000 bilister om brug af deres kørselsdata, hvor detaljerede realtidsdata om deres kørsel registreres og samles i Connected Cars database. Alle 100.000 bilister har givet aktivt tilsagn i forhold til reglerne i EU’s persondataforordning (GDPR).
Jonas H. Olesen forklarede:
- De indsamlede kørselsdata giver reelt indblik i de konkrete bilture helt ind i garageporten. Derfor er turdata anonymiserede ved at næsten 40 procent fjernes med en særlig algoritme, som tager flest data væk fra turens yderstrækninger. De 100.000 biler kan vi og Connected Cars beregne som meget tæt på et repræsentativt udsnit af hele den danske personbilflåde. Målesystemet er indrettet, så der indsamles flest data, når bilen accelererer, decellererer eller svinger, men færre, når der er jævn kørsel. Og alt foregår i realtid.
Jonas H. Olesen fortalte, at alle data samles i Google Cloud, hvor der både er adgang til meget kraftige ”regnemaskiner” og til en høj grad af datasikkerhed. Hurtig levering af data var en vigtig del af udbudsvilkårene. Kravet var at realtidsdata ikke måtte leveres senere end 3 minutter efter registrering. I praksis leveres data 12 sekunder efter registrering.
Inger Foldager og Jonas H Olesen understregede, at de indsamlede trafikdata fra den nye løsning åbnede for nye anvendelser, nu og i fremtiden. Løsningen vil kunne udvides både kvantitativt og kvalitativt.
Hvad er et webinar?
Et webinar er et virtuelt seminar, som kan følges fra skærmen på kontoret eller hjemme fra stuen. Interesseorganisationen ITS-Danmark er hver måned vært for et webinar – som regel i samarbejde med én eller flere andre parter. Webinaret om databrug blev gennemført i samarbejde med Transportens Innovationsnetværk (TINV).
Alle afholdte webinarer kan genses/afspilles fra siden www.itsdanmark.dk
Læs også:Data kan afhjælpe trafikproblemer
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET