To Movia-medarbejdere har fået Dronningens fortjenstmedalje
Af: kollektivtrafik
Køreplanlægger Jørgen Frank Sørensen og kunderådgiver Birte Christiansen hos trafikselskabet Movia har fået tildelt dronningens fortjenstmedalje for 40 års tjeneste for den kollektive transport. De to Movia-medarbejdere kan nu se frem til at komme i audiens hos dronningen og takke for hæderen
Fredag i sidste uge blev en særlig dag for køreplanlægger Jørgen Frank Sørensen hos Movia. Han var som sædvanligt taget fra hjemmet i Nykøbing Falster for at pendle halvanden time med tog til Trafikselskabet Movia i Valby, men her fik den 62-årige køreplanlægger overrakt dronningens fortjenstmedalje i sølv i forbindelse med sit 40 års jubilæum.
- Jamen, jeg er da stolt over at få den anerkendelse. Og så oven i købet blive påskønnet for et arbejde, som man er glad for at stå op til hver dag, siger Jørgen Frank Sørensen, som i 1979 var med til at starte det daværende trafikselskab STS - Storstrøms Trafikselskab - et af de tre trafikselskaber, der i 2007 blev slået sammen til Movia.
Kolleger og ledelse fremhæver Jørgen Frank Sørensens faglighed og dedikation og mener, at man nærmest kan vække ham om natten og få korrekt svar om køreplaner og stoppesteder i den sydsjællandske geografi.
- Det bedste ved jobbet er at få køreplanerne til at passe sammen, så kunderne kan komme videre med bus og tog. Så føler man, at arbejdet giver mening. Det giver en stor tilfredsstillelse, siger Jørgen Frank Sørensen.
Movia’s ledelse havde samtidig fornøjelsen af at uddele endnu en fortjenstmedalje til en Movia-medarbejder - 62-årige Birte Christiansen, som arbejder i Movia’s kundecenter og har kontakten til de kunder, som bestiller flextrafik.
- Det er en rar følelse at blive påskønnet. Nu glæder jeg mig til at få lov til at takke majestæten for medaljen, siger Birte Christiansen, der startede sit virke 1. februar 1979 i det daværende HT, hvor hun dengang arbejdede med køreplaner og havde kontakt til operatørerne. I sit nuværende job han hun let komme op på at skulle tage sig af 120-130 opkald om dagen.
For Birte Christiansen er de 40 år i den kollektive trafiks tjeneste fløjet afsted. Hun er en vellidt kollega og bidrager gerne til at lære nye kolleger op.
- Det har været gode år, hvor arbejdet i de forskellige afdelinger har været spændende. Jeg kan slet ikke forstå, at der er gået 40 år, siger Birte Christiansen, der også støtter den kollektive transport privat, når hun skifter mellem at cykle og tage toget fra hjemmet i Herlev til arbejdspladsen i Valby.
Om kunderådgiver Birte Christiansen:
1979 - Startede sit virke i det daværende HT
1985 - Udnævnt til assistent
1991- Overassistent i trafikafdelingen - køreplanlægning, kontakt til busoperatører og kunder
2004 - Planlægning og administration af flextrafik
2007 - Movia dannes af tre trafikselskaber på Sjælland: HT, VT og STS
2009 - Kunderådgiver i Movias Kundecenter, hvor Birte fortsat har kontakten til flextrafikkunder
Om køreplanlægger Jørgen Frank Sørensen
1979 - Assistent i amtsrådssekretariatet i Storstrøms Amt - fokus på køreplaner og kollektiv transport
1979 - Med til at starte det fælleskommunale trafikselskab STS - Storstrøms Trafikselskab
1990 - Overassistent - fortsat arbejde med køreplaner og kommunale interessenter
2004 - Fuldmægtig
2007 - Movia dannes af tre trafikselskaber på Sjælland: HT, VT og STS
2007 - Fortsætter arbejdet med køreplaner og udvikling af den kollektive bustrafik især i Sydsjælland i Movias afdeling for køreplaner.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET