KTF Transmision
NYHEDER 11. JUN 2019 KL. 12:03

Trafik-dag sætter fokus på mere bæredygtige trafikvalg

Af: kollektivtrafik


Lørdag 15. juni mellem klokken 11 og 16 inviterer Odense Kommune og en række samarbejdspartnere til Bæredygtig Trafik-dag i Flakhaven i Odense. Dagen skal sætte fokus på mere bæredygtige trafikvalg til gavn for miljøet og for fremkommeligheden


Baggrunden for at sætte fokus på trafikvalgene er, at Odense vokser og flere skal kunne komme rundt i Odense på en måde, der fungerer i det daglige, og som understøtter et sundt og bæredygtigt valg. Målet er, at gøre sunde transportformer til et nemmere valg for flere, så udledningen af CO2 og skadelige partikler i luften kommer ned.
 
Imidlertid er der mange, som ikke kan undvære bilen, men hvornår kan det betale sig at skifte diesel- eller benzinbilen ud med en el- eller hybridbil? Og kan en cykel - måske en elcykel - være et bæredygtigt alternativ til bil nummer to? Måske er kombinationen af flere forskellige bæredygtige transportformer en løsning?


Til Bæredygtig Trafik-dag kan man blive lidt klogere på mulighederne.
 
- Jeg håber, at mange odenseanere vil kigge forbi Flakhaven og høre om at transportere sig mere på nye måder. Der er flere muligheder, uanset om det gælder de korte eller lidt længere ture, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) og fortsætter:
 
- Bæredygtig transport betyder mindre luftforurening og støj i Odense, og på dagen bliver der rig mulighed for at se på forskellige udstillede modeller. Alt lige fra elbiler, hybridbiler, delebiler, ladcykler og elcykler samt høre nærmere om at rejse med bus eller letbane i fremtiden. Så der er noget for enhver smag - og til enhver lejlighed.
 


På Bæredygtig Trafik-dag på Flakhaven kan man se og få mere viden om forskellige elbiler, hybridbiler, delebiler, ladcykler, elcykler, kollektiv trafik og hvordan man bruger app'en Odense Rundt til at finde den bedste rute rundt i Odense.
 
Cyklisternes By arrangerer cykelleg for de mindste, man kan prøve en tur på en elcykel, og medbringer man sin cykel, kan man få smurt kæden og pumpet dækkene.
 
Dem kan man møde på Bæredygtig Trafik-dag:
• FDM
• Lets Go delebil
• Odense Letbane
• FynBus
• Cyklistforbundets lokale afdeling
• Cyklisternes By, Odense Kommune
• Cykelservice for cyklister - få pumpet dækkene og smurt kæden
• Information om Odense Rundt og Cyklisternes By
• Cykelleg for de mindste


Cykelhandlere, der fremviser cykler:
• Bent Jørgensens eft.
• Folkebo
• Swapfiets


Autoforhandlere, der fremviser el- og hybridbiler:
• Kronsbjerg
• MFA
• Nellemann
• P. Christensen
•Terminalen


Bæredygtig Trafik-dag bliver afholdt på Flakhaven lørdag 15. juni fra klokken 11 til klokken 16.