KTF Transmision
NYHEDER 15. JAN 2026 KL. 11:40

Tysk-schweizisk togkonsortie skal bygge og servicere nye S-tog for 23 milliarder kroner

Af: kollektivtrafik


Tysk-schweizisk togkonsortie skal bygge og servicere nye S-tog for 23 milliarder kroner
Illustration af fremtidens S-tog. Illustrationen er leverandørens skitse, der senere skal tilpasses den endelige designprofil. (Illustration: Siemens/Stadler)

Det bliver et konsortium bestående af tyske Siemens Mobility og schweiziske Stadler, der skal levere DSB's nye fuldautomatiske S-tog til hovedstaden. Der er tale om en levering på mindst 226 nye, elektriske S-tog, hvor de første forventes at køre fra 2032. DSB peger på, at overgangen til fuldautomatiske S-tog bliver den største ændring for S-toget i dets over 90-årige historie


- De nye fuldautomatiske S-tog er en investering i fremtidens kollektive trafik for hovedstaden. Med højere frekvens og øget kapacitet sikrer vi, at S-banen kan følge med den voksende efterspørgsel og fastholde sin rolle som rygraden i hovedstadens kollektive trafik, siger Peter Schütze, der er bestyrelsesformand for DSB.


Med overgangen til fuldautomatisk togdrift, som det kendes fra den københavnske metro, er det ambitionen at øge antallet af afgange, så der maksimalt er syv et halvt minut minut mellem togene på hver linie i myldretiden - og ned til halvandet minut mellem togene på det centrale afsnit ved blandt andet Københavns Hovedbanegård og Nørreport.


På flere strækninger svarer det til op til 35 procent flere afgange end i dag, hvilket vil give plads til omkring 10 millioner flere rejser om året. I 2024 rejste cirka 112 millioner passagerer med S-toget, og DSB forventer, at antallet af rejsende vil blive ved med at stige i de kommende år.


Fremtidens S-tog vil også tilbyde større variation i indretningen, end man ser det i Hovedstaden dag - eller ved tilsvarende bybaner i Europa. For eksempel vil der være både 2+2-sæder, klimaanlæg og arbejdsområder med borde, som pendlerne eksempelvis kan bruge til at arbejde, samt integrerede pladser til kørestolsbrugere.


Dermed vil fremtidens S-bane kunne tilbyde nogle af de samme fordele, som DSB's fjerntog har.


Udover at levere fremtidens S-tog skal konsortiet mellem Siemens og Stadler samarbejde med DSB om at vedligeholde S-togene. Konsortiet får det overordnede ansvar for vedligeholdelsen, mens DSB-ansatte vil stå for selve vedligeholdelsesarbejdet. Kontrakten for leverancen af tog, inklusive ansvaret for 30 års vedligeholdelse, er på omkring 23 milliarder kroner.


De første nye S-tog skal køre på linje F, der går mellem København Syd og Hellerup. Med den senest reviderede plan sker det forventeligt i løbet af 2032, og fra omkring 2040 vil hele S-togsnettet være fuldautomatisk.


 


Tog og jernbaner