KTF Transmision
NYHEDER 18. JAN 2024 KL. 10:56

Uenighed og samarbejdsvilje på transportordførernes nytårskur

Af: Niels Bak Henriksen


Ti af Folketingets elleve transportordførere var mødt op til Transportøkonomisk Forenings (TØF) nytårskur på Christiansborg onsdag. Der blev krydset klinger om roadpricing og privatbilisme, men stemningen var langt hen ad vejen konstruktiv. Og så var der i hvert fald i ord opbakning til den kollektive trafik fra samtlige ordførere


- Det er altid lidt specielt, når ham lige før siger, der ikke er så meget, der skiller os ad, og så siger en masse, jeg er uenig i.


Bemærkningen, som fremkaldte latter i den fyldte Fællessal på Christiansborg, kom fra SF’s transportordfører Sofie Lippert som kommentar til Venstres Peter Juel-Jensen.


Og på sin vis opsummerede de to's ordveksling også meget godt hele debatten. For undervejs nåede panelet omkring en hel del emner, hvor det var tydeligt, at mange af dem tænkte i samme retning. Men samtidig også, at hele den grundlæggende tænkning bag var helt forskellig.


- Det er altid lidt specielt, når ham lige før siger, der ikke er så meget, der skiller os ad, og så siger en masse, jeg er uenig i.


Bemærkningen, som fremkaldte latter i den fyldte Fællessal på Christiansborg, kom fra SF’s transportordfører Sofie Lippert som kommentar til Venstres Peter Juel-Jensen.


Og på sin vis opsummerede de to's ordveksling også meget godt hele debatten. For undervejs nåede panelet omkring en hel del emner, hvor det var tydeligt, at mange af dem tænkte i samme retning. Men samtidig også, at hele den grundlæggende tænkning bag var helt forskellig.



Flertal for roadpricing – hvis ellers de kan blive enige
Det gjaldt for eksempel roadpricing, som var et af de tre temaer, som debatten var blevet delt op i på grundlag af spørgsmål, som TØF havde bedt deltagerne sende ind før konferencen. Både regeringspartierne, venstrefløjen, Radikale og Liberal Alliance kom med positive meldinger - et solidt flertal i Folketinget.


Socialdemokratiets Thomas Jensen lød nærmest som om det blot handlede om at finde den praktiske model baseret på de erfaringer, der bliver høstet i det igangværende forsøg på området, mens Venstres Peter Juel-Jensen stillede en klar forudsætning op.


- Det, der er vigtigt for Venstre, er, at det samlet set ikke bliver dyrere. Så vi sænker afgifter på benzin og registreringsafgift, så det ikke er en eller anden form for en skatteskrue, der bare kører.


Og her var indfaldsvinklen fra Alternativet en helt anden.


- Selvfølgelig skal prisen afspejle omkostningerne. Det er ret og rimeligt, at forureneren betaler for sin udledning, sagde partiets ordfører Christina Olumeko.


Men ellers hæftede de fleste sig ved muligheden for at regulere trafikken og mindske trængslen.


- Vejafgift er en god løsning, som kan reguleres efter, hvor man kører. For eksempel kunne man jo have et vældigt hop på afgiften, når man kører forbi en station, sagde Enhedslistens Jette Gottlieb.


Men der var også modstand, og den bemærkning fik Danmarksdemokraternes Kenneth Fredslund Petersen op af stolen.


- Vi er meget, meget skeptiske over for roadpricing. Det er lidt skræmmende - hvis man kører forbi en station. Det ender jo med, at det hele går i stå, sagde han.


Både han og DF’s Nick Zimmermann advarede også mod både en øget administration og den registrering af folks kørsel, som følger med.


Frie valg og andres valg
Men i Peter Juel-Jensens optik, så var Kenneth Fredslunds holdning i direkte modstrid med hans egne kernevælgeres interesser.


- Hvis du virkelig vil være landdistrikternes bedste ven, så er du nødt til at sikre, at det bliver billigere dér, hvor den kollektive trafik aldrig kommer til at dække. Og det er roadpricing den bedste måde at sikre, sagde Venstres ordfører.


Og mens partierne på højrefløjen talte om tvang og folks frie valg, så havde SF’s Sofie Lippert en anden indfaldsvinkel.


- Det handler om, at vi også anerkender, at vores frie valg påvirker andres. Når jeg sidder i en bus, der er 10 minutter forsinket, så handler det også om alle dem, som har valgt at sidde i hver deres bil, sagde hun og understregede, at formålet også er at få skabt plads på vejene til dem, som har brug for at køre i bil.


Sammen med Danmarksdemokraterne og DF, så meldte de konservative sig også i mindretallet af skeptikere.


- Roadpricing er ikke en bøf, der er stegt på vores grill. Det er en straf for folk i de større byer. Det er bestemt ikke en bøf jeg har lyst til at spise, sagde partiets ordfører, Niels Flemming Hansen, og gav sig så alligevel til at diskutere rammerne for en afgift, hvis den skulle komme.


Det lød mest som en ordfører, der hellere ville holde en dør åben for at være med i et forlig end stå udenfor.


Meget forskellige indfaldsvinkler
Under debatten slog flere af ordførerne på deres personlige baggrund og erfaringer.

- Jeg er måske lidt utraditionel. Jeg var en af dem, der aldrig nåede at få en uddannelse. Til gengæld har jeg kørt transport i 13 år, lod det fra Danmarksdemokraternes Kenneth Fredslund.


Også Dansk Folkepartis Nick Zimmermann tog udgangspunkt i sine egne erfaringer i branchen som lager- og logistikoperatør, mens Alternativets Christina Olumeko på den anden fløj frejdigt erklærede, at hun nok var den eneste af ordførerne uden et kørekort.


De indfaldsvinkler prægede også deres politiske fokus.

- Man forstår ikke, at det her land ikke kan hænge sammen uden transportbranchen, og man burde i stedet være taknemlig, lød det fra Kenneth Fredslund efter endnu en omgang, hvor roadpricing på både personer og gods var blevet diskuteret.


- Den regning kan kun ende et sted, og det er ude hos forbrugerne. Og nej, det er ikke fint, Jette, skød han tilbage mod Enhedslistens ordfører.


Opbakning til kollektiv trafik
På trods af højrefløjens fokus på veje og biler og modstand mod roadpricing, så meldte de sig også i koret af opbakning til den kollektive trafik. Samtlige ordførere understregede på en eller anden vis dens betydning for transportsystemet i Danmark.


Men enigheden rakte så heller ikke meget længere end til de pæne ord.


På den ene side ønskede partierne på venstrefløjen en langt større satsning på den kollektive trafik, og flere pegede mod Skåne, hvor det har givet bonus i form af stærkt stigende passagertal, mens de i Danmark har stået i stampe.


Det var bestemt ikke Nick Zimmermanns fokus.


- Der er masser af steder, hvor motorvejsnettet jo også har brug for en opgradering. At tro, at man kan stoppe de trængsler ved bare at sætte ekstra busser og tog ind, det er fuldstændig utopi, sagde DF’eren, som så alligevel kastede sig ud i at forsvare den tilbageværende offentlige transport i landdistrikterne.


- Hvis man siger, der kører tomme busser rundt, så er det forkert. De er for længst blevet afskaffet. Der er skåret så meget ind til benet, sagde han.


Mens vi venter på undersøgelserne
Mest stilfærdig i debatten var Thomas Jensen, ordføreren fra Folketingets største parti og regeringens ledende, Socialdemokratiet.


Hvad end det handlede om vinterdæk, organiseringen af den offentlige transport eller roadpricing, henviste han til de forsøg, udvalg og undersøgelser, der allerede er i gang med at kigge på områderne og ville ikke lægge sig fast på nogen endelige løsninger.


Både Liberal Alliances Jens Meilvang og Venstres Peter Juel-Jensen pegede også på, at der allerede i dag bliver brugt mange penge på den offentlige transport, selv om de var enige i, at den trænger til et løft.


Et af problemerne med at øge investeringerne er også, at det samme gør alle andre for tiden, især Tyskland. Det har givet stejlt stigende priser for især baneinfrastrukturprojekter.


Derfor var et af spørgsmålene til ordførerne også, om de var klar til at droppe nogle af deres hjertebarnsprojekter, hvis forudsætningerne har ændret sig, så de ikke længere er samfundsøkonomisk rentable.


- Nej, det er jeg ikke. Og det er de andre heller ikke, selv om de siger det. Vi har lige lavet en motorvej ud mod Kalundborg, som ikke er samfundsøkonomisk rentabel, sagde SF’s Sofie Lippert, der tydeligvis ikke havde haft den som hjertebarn.


Flere af de andre trådte lidt mere vande, men ingen af dem sagde hende direkte imod. Og så er der også lige det, at de fleste partier har bundet hinanden i et møjsommeligt sammenstrikket forlig.


- Der er indgået en aftale, og den overholder vi, for vi er ordentlige mennesker, som Niels Flemming Hansen fra de konservative formulerede det.


Socialdemokratiets Thomas Jensen mente, at man måtte drøfte i forligskredsen for infrastrukturplanen, om der eventuelt er nogle af projekterne, der kan udskydes, og nævnte blandt andet, at den nye bane fra Aarhus til Silkeborg ser ud til at blive dobbelt så dyr, som man troede, da forliget blev lavet.


Manglerne i de samfundsøkonomiske beregninger
Diskussionen førte videre over i, hvor meget man i det hele taget skal læne sig op af de samfundsøkonomiske beregninger.


- De økonomiske beregninger vi har, er jo ikke præcise. Der er ting, som ikke er med. Jeg bruger dem og kigger på dem, men det må ikke være det eneste, vi hænger det op på, sagde den radikale Stinus Lindgren.


Enhedslistens Jette Gottlieb strammede den en tand mere.


- Jeg har ikke meget tillid til de såkaldt samfundsøkonomiske beregninger. De sidste 100 år har vi ikke regnet klima med og nu bruger vi milliarder på at rette det op, sagde hun.


Et andet område, som har fået øget fokus, er støj, og de sundhedsskader, som den bevirker.


- Om sundhed skal være med i de her beregninger. Det synes jeg er en interessant tanke. For eksempel, når vi taler overdækning af motorveje – det ville være rart, at sundhed var med i det, sagde Niels Flemming Hansen.


Passion for transport
Undervejs kom debatten også omkring en række andre emner. Nogle var der stort set enighed om, som at få set på skattereglerne, så de i højere grad fremmer samkørsel.


På andre områder skilte vandene, som for eksempel flytrafikken og den aftale om en billetafgift, der delvis skal gå til at finansiere en indenrigsrute, som flyver på biobrændsel. Den blev undsagt både fra Liberal Alliance og konservative, fordi nogle af pengene fra afgiften bliver brugt på et helt andet område, nemlig til at hæve ældrechecken, og fra Alternativet og Enhedslisten, fordi de ikke mener at biobrændsel er spor grønt.


Og så nåde de konservatives Niels Flemming Hansen også lige at brande en ny Kattegatbro som Kong Frederik den Tiendes bro.


Det var også ham som i sit indledende indlæg startede med at sætte ord på den passion, som de fleste af ordførerne tydeligvis har for området.


- Jeg har en stor kærlighed til transport. Det kan man simpelt hen ikke få andet, når man først er kommet i ind i det her game, sagde han.


Politik