Vestbanen kører fra på mandag efter søndagsplanen
Af: kollektivtrafik
Fra på mandag reduceres antallet af afgange på Vestbanen mellem Varde og Nørre Nebel. Tiltaget, der betyder, at togene kører efter søndagskøreplan alle dage undtagen lørdag, skal sikre stabil drift og robusthed i køreplanen gennem hele coronaperioden
Efter myndighedernes opfordringer til de rejsende og til udbyderne af kollektiv trafik har mange af de rejsende undgået at bruge den kollektive trafik. Samtidig har nedlukningen af offentlige arbejdspladser, skoler, institutioner mv. givet et ekstra nyk nedad i antallet af passagerer.
- Vi kan se, at vi kun har omkring 10-15 procent af de passagerer, vi normalt har. Derfor giver det ikke mening at fortsætte driften ud fra den normale køreplan. Samtidig skal vi også sikre, at driften kan opretholdes, selv om vores operatør risikerer et forhøjet sygefravær. Den reducerede drift betyder et mindre behov for togfører. Vi har derfor aftalt med Region Syddanmark, at vi fra på mandag og alle hverdage samt om søndagen går over på søndagskøreplan, siger Lars Berg, der er administrerende direktør i Sydtrafik.
Om lørdagen køres efter den normale lørdagskøreplan.
Han oplyser samtidigt, at der - for at tage hensyn til morgenpendlerne - bliver indsat togbus på den tidlige afgang, der ankommer til Varde 7.30, så man kan tage toget videre til Esbjerg.
- Ændringerne er allerede nu opdateret på rejseplanen.dk, så alle passagerer kan orientere sig der, siger Lars Berg og fortsætter:
- Det er en midlertidig ordning, og vi følger udviklingen tæt, så vi kan sætte ind med mere kapacitet, hvis der mod forventning skulle opstå en høj belægning i løbet af denne helt ekstraordinære periode eller, hvis regeringen kommer med nye tiltag som påvirker den kollektive drift.
Ændringerne i køreplanerne gælder også for de strækninger i Vestjylland, som Arriva er operatør på for staten.
Corona
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET