KTF Transmision
NYHEDER 13. MAR 2019 KL. 10:48

VLAK-Regeringen og DF vil investere over 110 milliarder kroner i infrastruktur

Af: kollektivtrafik


VLAK-Regeringen og DF vil investere over 110 milliarder kroner i infrastruktur
VLAK-Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale på infrastrukturområdet, der blandt andet indeholder penge til en tredie limfjordsforbindelse.

Onsdag formiddag lagde VLAK-Regeringen og Dansk Folkeparti en langsigtet plan for investeringer i landets infrastruktur på bordet. Partierne, der i dag repræsenterer et flertal i Folketinget peger på, at der skal der bygges nye jernbaner og veje, ligesom de mest belastede motorveje udvides eller forlænges. Partierne vil også finde penge til at bygge en tredje Limfjordsforbindelse. Derudover vil de øremærke penge til puljer til eksempelvis støjbekæmpelse og cykelprojekter


VLAK-Regeringen gentager med støtte fra Dansk Folkeparti, hvad mange gennem årene har fremhævet, at en veludbygget og velfungerende infrastruktur er afgørende for velstanden, sammenhængskraften og den fortsatte vækst i Danmark. 


- Trængsel på vejene koster hver dag samfundet dyrt, ligesom det er irriterende for den enkelte trafikant at spilde tiden i lange bilkøer. Trængslen vil kun vokse i fremtiden, hvis ikke vi gør noget nu. Derfor vil vi investere mere i vores vejinfrastruktur, og med den nye aftale sætter vi eksempelvis gang i vigtige og nødvendige udvidelser af landets mest belastede motorvejstrækninger, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) 13. marts, hvor  der højst er tre måneder til, at der skal afholdes valg ti Folketinget, 


Aftalen om fremtidens veje og baner er indgået mellem VLAK-Regeringen og Dansk Folkeparti og indeholder en række infrastrukturprojekter, som partierne vil have sat i gang i perioden fra 2021 til 2030. Det gælder blandt andet en udvidelse af E45, midler til en ny midtjysk motorvej, udvidelser af motorvejene og ringforbindelserne på Sjælland samt en udvidelse af Motorvej E20 syd om Odense og en tredje limfjordsforbindelse.


Nogle af penge er allerede afsat
VLAK-Regeringen og Dansk Folkeparti fremhæver, at jernbaneinfrastrukturen er højt prioriteret. Frem mod 2030 vil jernbaneområdet gennemgå en omfattende modernisering, der vil videreudvikle og understøtte jernbanens konkurrenceevne. Samlet set betyder det, at der investeres i jernbaneprojekter og indkøb af tog for op mod 71,5 milliarder kroner i de kommende år. Det er beslutninger, som i vid udstrækning allerede er vedtaget af et flertal i Folketinget.


For at bidrage til den kollektive trafik på skinner er der i den nye aftale om investeringer afsat penge til nye jernbaneknudepunkter ved Ny Ellebjerg og Glostrup stationer, en udvidelse af Københavns Lufthavn Station samt hastighedsopgradering på jernbanen mellem Ringsted og Odense. Endelig har partierne afsat midler til en helt ny jernbane over Vestfyn fra Odense til Kauslunde ved Middelfart, som fjerner en af jernbanens store flaskehalse, og der prioriteres en ny bane mellem Vejle og Billund. Dette projekt har Banedanmark og Vejdirektoratet arbejdet med de seneste år for at føre det frem til en Folketingsbeslutning.


- For Dansk Folkeparti er det afgørende, at Danmark hænger sammen. Derfor har det været vigtigt for os at prioritere både skinner og asfalt. På den måde investerer vi bredt i fremtiden for flest mulige danskere, der hver dag begiver sig ud på vejene i bil eller på cykel eller som tager den offentlige transport.  Vi har prioriteret realisme og nærhed. Realisme i forhold til økonomien og nærhed i forhold til at sikre, at hele Danmark prioriteres med denne aftale. Vi har ikke kun disponeret penge til nye skinner og nye veje. Vi afsætter også 1,9 milliarder kroner ekstra til vedligehold af de veje, vi allerede har. Så færre oplever huller og urimelige ujævnheder i fremtiden, siger Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen.


VLAK-Regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet investeringer for i alt 112,7 milliarder kroner i den langsigtede plan for investeringer i infrastruktur, og en del af midlerne skal bruges på at sikre bedre opkobling i hele landet til de største motorveje. Dette kræver målrettede investeringer i de små og mellemstore statsveje, så udviklingen og væksten regionalt og lokalt bliver understøttet.


- Med planen får vi 450 kilometer mere vej - nye veje eller udbygninger af eksisterende veje. Det skal være med til at binde Danmark bedre sammen. Vi har prioriteret nye investeringer i alle dele af landet, så det bliver lettere at være dansker, når man skal transportere sig hurtigere til og fra arbejde og besøge familie og venner rundt omkring i Danmark. Desuden har vi sikret en god balance mellem bedre kollektiv trafik og flere veje, så det bliver lettere og hurtigere at komme frem både med tog, i bil og på cykel, siger finansminister Kristian Jensen (V).


Investeringerne i de centrale strækninger på statsvejnettet, etableringen af nye transportkorridorer samt opkoblingen af regionale statsveje til motorvejsnettet suppleres af flere puljer, der blandt andet skal bruges til støjbekæmpelse, bedre fremkommelighed og trafiksikkerhed og cykelprojekter.


- Velfungerende infrastruktur er afgørende for, at de private virksomheder kan skabe vækst i hele Danmark. For trængsel på vejene går både ud over virksomheders produktivitet og konkurrenceevne, når medarbejdere såvel som varer sidder fast i trafikken. Med den nye aftale laver vi derfor vigtige investeringer i den trafikale infrastruktur til gavn for danskerne og dansk erhvervsliv. Ikke mindst sætter vi ind med nye investeringer i hovedstadsområdet, hvor vi har nogle af de allermest belastede vejstrækninger i Danmark, siger erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).


 


Interesserede kan læse aftalen mellem VLAK-Regeringen og Dansk Folkeparti her: