Af: Redaktionen
Nordjyllands Trafikselskab (NT) retter fokus mod tilgængeligheden for rejsende med usynlige handicap. Solsikkeprogrammet arbejder for at gøre usynlige handicap synlige ved bl.a. at udbrede kendskabet til og brugen af Solsikkesnoren.
Chauffører, kontrollører og kundecenterpersonale er blevet trænet igennem Solsikkeprogrammet, så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikken betyder, og hvordan man bedst møder en person, der har valgt at gøre sit usynlige handicap synligt ved at bære Solsikken.
For personer med usynlige handicap - for eksempel hjerneskade, ADHD, angst, autisme, Tourettes syndrom, PTSD mv. kan det være stressende at være i ukendte omgivelser blandt ukendte mennesker. Det kan være svært at bede om hjælp, når man ikke ved, hvordan det bliver opfattet. Omvendt kan det også svært for personale og medpassagerer at vide, om det er okay at tilbyde hjælp.
Formålet med Solsikken er, at man kan vælge at gøre det usynlige synligt i de situationer hvor der kan være brug for det og det er svært eller umuligt at forklare sig. Solsikken viser personale og medpassagerer, at man kan have brug for lidt ekstra tid, tålmodighed eller hjælp. Solsikkesnoren giver ingen særlige fordele, men fungerer udelukkende som et signal til bl.a. chauffører, kontrollører og medrejsende.
Alle med et usynligt handicap kan få en Solsikkesnor i NT Salgs- og servicecenter på Aalborg Busterminal så længe lager haves.
Solsikkesnoren kan også købes på www.solsikkeprogrammet.dk