NYHEDER 20. NOV 2024 KL. 12:11

Ny køreplan indeholder flere tog til Tyskland

Af: kollektivtrafik

DSB skifter køreplan søndag 15. december og åbner dermed for en plan med flere daglige afgange, nye afgangstider og en mere robust køreplan, der skal sørge for, at flere passagerer kommer frem til tiden


Noget af det nye i køreplanen er, at DSB indsætter en ny tidlig afgang fra København mod Hamborg klokken 6.22 med ankomst i Hamburg klokken 10.59 - en rejsetid på 4 timer og 37 minutter.

Kundechef hos DSB, Charlotte Kjærulff, fremhæver, at den nye tidlige morgenafgang giver passagerne endnu flere forbindelser i Hamborg med mulighed for at rejse længere ud i Europa inden for samme døgn.

DSB kører dagligt fem-otte afgange i hver retning. I højsæsonen fra 23. maj til 31. august er der otte afgange i hver retning. Som noget nyt indsætter DSB en 6. afgang fra 11. april til 22. maj og igen fra 1. september til 2. november.

- Vi forlænger højsæsonen, så den starter tidligere og slutter senere og udbyder en ekstra afgang i hver retning med 450 siddepladser. Det er omkring 100 pladser mere end ombord på et af de store Dreamliner-fly og altså rigtig mange ekstra rejser, vi sætter til salg. Vi øger udbuddet med 47.250 siddepladser om året, siger Charlotte Kjærulff.

Stor interesse for vinterferien
DSB har seks måneders forsalg og opfordrer passagerer, der planlægger en vinterferie med tog til at købe deres billetter til uge 7-8 allerede nu.

- Det er en god idé at være ude i god tid. Vi har i de senere år oplevet en eksplosiv interesse for at rejse ud i Europa med tog. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år har vi solgt 51 procent flere pladsbilletter til rejser i og omkring skolernes vinterferie næste år, siger Charlotte Kjærulff.

Dagene, hvor der er størst interesse for at rejse, er fra København fredag-lørdag 7.-8. februar 2025 og fra Hamborg fredag-lørdag 14.-15. februar 2025.

Ny køreplan med færre forsinkelser
Bagved linjerne har DSB gennemført en større omlægning af køreplanen, der forlænger opholdet for togene i København og i Hamborg med en time. Det giver bedre mulighed for at udføre småreparationer på de aldrende IC1-vogne og resulterer i en mere robust køreplan, der får flere kunder frem til tiden.

I løbet af 2025 forventer DSB og DB at udskifte de ældre tyske IC1-vogne med fabriksnye EuroCity-vogne.

DSB har bestilt 16 stammer EuroCity-vogne hos spanske Talgo, som vil levere vognene fra 2025 og frem til 2026. Vognene skal trækkes af DSB’s nye elektriske lokomotiver, der er leveret af tyske Siemens i perioden 2020-2022 og hører til blandt DSB’s mest driftsstabile tog.



Køreplaner Tog og jernbaner

SENESTE NYT