Nye batteritog til nordsjællandske spor kommer i udbud
Af: kollektivtrafik
Lokaltog, der er en del af Trafikselskabet Movia, har offentliggjort et udbud på nye batteritog, der skal køre på Nærumbanen, hvor de skal erstatte de eksisterende dieseltog
- Jeg er rigtig glad for, at vi har nået denne milepæl i forhold til at imødekomme Region Hovedstadens ønske om at udskifte de aldrende dieseltog med nogle nye og moderne batteritog, siger Lokaltog's direktør, Lars Wrist-Elkjær.
- Vi har arbejdet intenst og længe på udbuddet, og der går flere år, før vi kan byde passagererne indenfor i helt nye tog, men med dagens offentliggørelse af udbuddet er vi kommet et godt stykke nærmere målet.
Udbuddet omfatter fire nye batteridrevne togsæt samt den tilhørende og nødvendige ladeinfrastruktur. Lokaltogs direktør peger på, at en forudgående markedsdialog giver grund til optimisme.
- Det er ingen hemmelighed, at et udbud på fire togsæt er en lille ordre hos nogle leverandører, men vores foreløbige drøftelser med mulige leverandører har været positive. Derfor håber og tror jeg også på, at vi ender med tre forskellige leverandører, der kan prækvalificeres til at afgive endelige tilbud på ordren, siger han.
Når batteritogene engang i fremtiden kommer på skinner, vil de bidrage til elektrificeringen af den kollektive transport i Region Hovedstaden. CO2-udledningen fra den daglige drift reduceres desuden markant ligesom udledningen af skadelige partikler fra togenes motorer forsvinder, når de nuværende dieseltog erstattes med nye batteritog.
Fakta:
- I september 2024 besluttede Regionsrådet i Region Hovedstaden at sætte gang i en udbudsproces for indkøb af nye batteritog til Nærumbanen
- De fire diesel-togsæt, der i dag kører på Nærumbanen, er af mærket RegioSprinter og er fra 1999
- De nuværende tog har nået en alder, hvor udskiftning vil være naturlig indenfor cirka fem år
- Nærumbanen er Danmarks korteste privatbane med otte stationer. Strækningen er 7,8 kilometer og går fra Jægersborg til Nærum
- Omkring 750.000 passagerer rejser med Nærumbanen om året
Batteritog til Nærumbanen - tidslinje:
- September 2025 - Udbud offentliggøres
- Oktober 2025 - Resultat af prækvalifikation
- Juni 2026 - Frist for endelige tilbud fra leverandører
- September 2026 - Godkendelse af tilbud og valg af leverandør
- Oktober 2026 - Kontraktunderskrivelse med leverandør
2029-2030 - Forventet levering og idriftsættelse af batteritog (kendes først efter endelig kontraktunderskrivelse)
Om Lokaltog:
- Lokaltog har godt 600 ansatte og transporterer over 10 millioner passagerer
- Lokaltog A/S er et aktieselskab, der driver ni jernbanestrækninger på Sjælland og Lolland-Falster med i alt 335 kilometer spor og 117 stationer
- Trafikselskabet Movia er hovedaktionær og ejer godt 75 procent af selskabet. De øvrige aktier ejes af kommunerne Faxe, Gribskov, Guldborgsund, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lolland, Odsherred, Slagelse, Sorø og Stevns samt private investorer
Trafikselskabet Movia er ejet af kommunerne på Sjælland og Lolland-Falster sammen med Region Sjælland og Region Hovedstaden. Ejerkommunerne og de to regioner bestiller den offentlige transport i deres områder hos Movia
Interesserede kan læse mere om batteritog på andre af Lokaltogs strækninger her: