NYHEDER 3. MAR 2022 KL. 09:35

Undersøgelse: Passagerer vil have personlig trafikinformation

Af: kollektivtrafik

En ny undersøgelse, som DOT, Din Offentlige Transport gennemførte i forbindelse med et større sporarbejde i København sidst i 2021, viser, at passagerer, der kører med bus og tog vil have personlig, individuel trafikinformation om deres rejse


En af de sidste weekender i 2021 var der omfattende sporarbejder, der påvirkede mange rejsende med den offentlige transport. Paraplyorganisationen DOT, Din Offentlige Transport, benyttede sig af lejligheden til at gennemføre en grundig undersøgelse af kundernes behov og ønsker omkring den information, de fik om trafikken.

- Nu skal vi ud fra en prioriteringsliste forbedre informationen yderligere. Men vi er også glade for, at undersøgelsen har bekræftet, at vi arbejder i den rigtige retning, siger Rune Jon Jensen, sekretariatschef i DOT, Din Offentlige Transport.

Når toget ikke kommer som det plejer, når bussen kører en anden rute, eller de skal med en erstatningsbus i stedet for med metroen, er der mange, der bliver usikre. Derfor arbejder DOT, Din Offentlige Transport, løbende med at forbedre den information kunderne får, når der er sporarbejder eller andet, der påvirker deres rejse.

Det fremgik af undersøgelsen, at der er en stor interesse for at få trafikinformationen så personaliseret som muligt. Det kan betyde, at man får push-beskeder direkte i sin telefon om lige den rejse, man plejer at foretage. Det arbejdes der allerede på i DOT Billetter appen. Et team af udviklere kigger på løsninger, som lidt efter lidt skal indarbejdes med start senere i 2022.

- Udover den personificerede information via appen skal vi også i gang med at justere en del skærme, så informationen bliver endnu nemmere at læse, og vi skal sikre, at vi når ud i så mange kanaler som muligt og fokusere på, at vi både informerer i god tid og i dagene lige op til en trafikomlægning, siger Rune Jon Jensen.

Undersøgelsen bekræftede, at kunderne sætter pris på at blive informeret i så mange kanaler som muligt. Og ikke mindst få informationen bekræftet under rejsen. Der er altså et ønske om først at få information, inden man tager hjemmefra og derefter samme information i højtalere, på plakater eller skærme for at være sikker på, at man forstår informationen, og at der ikke er yderligere ændringer.

Undersøgelsen viste også, at man - afhængig af alder har forskellige præferencer til, hvornår man ville have information om ændringer i bus, tog og metrodriften. De fleste yngre vil gerne blive informeret to-tre dage før en stor trafikomlægning, hvor mange ældre ønsker at orienteres to-tre uger før og så få en reminder igen et par dage før.

- Det er ekstremt vigtigt, at vi er i en konstant dialog med kunderne, og at vi hele tiden er opdateret på deres ønsker og forventninger til os. Vores mål er, at vi skal gøre det nemmere at være kunde i den offentlige transport. En undersøgelse som denne viser os lige præcis, hvor vi skal skærpe informationsindsatsen, påpeger Rune Jon Jensen.



Kundeservice