NYHEDER 1. NOV 2022 KL. 20:25

Rådgivningsvirksomhed køber specialist i infrastruktur og mobilitet

Af: kollektivtrafik

Rådgivningsvirksomhed køber specialist i infrastruktur og mobilitet
Tekst til billedet - se nederst. (Foto: Sweco)

Rådgivnings- og ingeniørvirksomheden, Sweco, der også har arkitekt-specialer i koncernen, har opkøbt Via Trafik, der er Danmarks største specialist indenfor trafik og mobilitet


Med trafikspecialisten ombord kan Sweco fremover tilbyde alle relevante fagdiscipliner i én samlet rådgivning og løse alle opgaver indenfor infrastruktur og mobilitet fra start til slut. Dermed styrker Sweco markant sin position indenfor trafikplanlægning og projektering af veje i Danmark.

Sweco bliver med opkøbet af Via Trafik en væsentlig spiller indenfor trafikplanlægning, analyse og mobilitet, da Via Trafiks kompetencer indenfor trafikanalyse- og planlægning matcher Sweco's kompetencer indenfor vejprojektering.

Med Via Trafiks specialister vil Sweco styrke kvaliteten af projekterne ved at tilbyde kunderne integreret rådgivning om trafik- og vejprojekter og efter behov inddrage viden og ydelser om støj, afvanding og miljø; byrum, broer og tunneller.

- Vi ser et stort potentiale i transport og infrastruktur de næste mange år, og med Via Trafik som en del af Sweco sikrer vi vores forudsætninger for at opnå succes i det marked. Med Via Trafik vokser vi ikke blot med 60 specialister med høj, anerkendt ekspertise; vi komplementerer også vores eksisterende set up og kompetencer indenfor trafikplanlægning og vejprojektering. Jeg glæder mig meget over at kunne byde Via Trafik velkommen i Sweco, siger Dariush Rezai, der er Sweco Danmarks administrerende direktør.

Via Trafik, der har hovedsæde i Birkerød, blev grundlagt i 2000. Virksomheden har 60 medarbejdere fordelt på kontorer i Birkerød og Aarhus.


Milliardmarked i infrastruktur

Udbygningen og vedligeholdelsen af infrastrukturen i Danmark er blandt de centrale og vedvarende opgaver, som er forbundet med store investeringer de næste mange år. Ikke mindst projekter i Infrastrukturaftalen, som Folketinget vedtog i juni 2021. Det er det marked, Sweco med opkøbet ruster sig til.

Direktør for Infrastruktur, Vand & Miljø i Sweco Jes Hansen betegner Via Trafik som et "enestående match" for Sweco.

- Via Trafik og Sweco er fagligt og geografisk et enestående match med mange synergier, som vi glæder os til at realisere sammen. Med Via Trafik øger vi kvaliteten i vores projekter med mere integreret rådgivning indenfor trafikplanlægning og vejprojektering, siger Jes Hansen.

Hos Via Trafik udtrykker partner og medstifter Mogens Møller begejstring for at blive en del af Europas største arkitekt- og ingeniørvirksomhed.

- Med Via Trafik i Sweco bliver vi én af markedets stærkeste rådgivere indenfor trafikplanlægning og vejprojektering. Vi glæder os til at kunne tilbyde vores kunder en bredere portefølje af ydelser ved at være en del af en multidisciplinær rådgivervirksomhed, der dyrker det tværgående samarbejde, men også den dybe faglige specialisering, siger Mogens Møller, og fortsætter:

- Vi kender Sweco fra flere fælles vellykkede projekter – kemien er i top og samarbejdet en fornøjelse. Via Trafik passer godt ind i Swecos decentrale model, hvor den enkelte rådgiver har et stort fagligt ansvar samt tillid og mandat fra ledelsen til at træffe de rette beslutninger. Det er en super dag for begge virksomheder.


Fakta om opkøbet:

  • Sweco Danmark A/S har opkøbt Via Trafik pr. 1. november 2022. Via Trafik Rådgivning A/S bliver dermed en del af Sweco Danmark A/S
  • Via Trafik og de 60 medarbejdere bliver etableret som et selvstændig Trafik- & Mobilitets forretningsområde i Sweco
  • Via Trafik bliver et stærkt supplement til Swecos forretningsområde Vej, der tæller i alt 73 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Slagelse, Odense, Aarhus og Aalborg
  • Trafik & Mobilitet samt Vej indgår i Swecos division Infrastruktur, Vand & Miljø under ledelse af Jes Hansen med i alt 465 medarbejdere
  • Med Via Trafik bliver Sweco én af markedets stærkeste rådgivere indenfor trafikplanlægning og vejprojektering i Danmark
  • Via Trafik styrker Swecos planer om at vokse i Aarhus ved at tilføre medarbejdere i Jylland til Sweco's kontor i Willemoesgade i det nordlige Aarhus

 

Om Via Trafik Rådgivning A/S:

  • Via Trafik blev stiftet i 2000 af seniorpartnerne Mogens Møller, Peter Stanley Andersen og Ulrik Valentin Hansen
  • Via Trafik tæller i dag 60 medarbejdere med speciale i trafik og mobilitet. Medarbejderne er hovedsageligt ingeniører, arkitekter og specialister
  • Virksomheden beskæftiger sig med trafikplanlægning, trafikanalyse, vejprojektering samt borgerinddragelse
  • Virksomhedens kunder er kommuner og offentlige myndigheder som regionerne, Vejdirektoratet, Københavns Lufthavne, Metroselskabet og Movia samt private virksomheder og arkitekter
  • Via Trafik har hovedkontor i Birkerød, mens 15 medarbejdere arbejder fra et kontor i Aarhus og fire fra lokalkontorer i Ringkøbing, Thisted og Kerteminde


Om Sweco Danmark A/S:

  • Sweco Danmark A/S er en del af Sweco-koncernen, der er en stor arkitekt- og ingeniørvirksomhed med 18.500 medarbejdere i 13 lande og med projekter i over 70 lande verden over
  • Sweco Danmark har 1.400 medarbejdere fordelt på kontorer i Aalborg, Viborg, Herning, Silkeborg, Aarhus, Kolding, Sønderborg, Odense, Holeby, Slagelse og København
    Sweco Danmark rådgiver om alle arkitekt- og ingeniøropgaver og leverer ofte projekterne som integreret rådgivning
  • Sweco Danmark er baseret på ingeniørvirksomheden Carl Bro, der blev grundlagt i 1959
  • Administrerende direktør (CEO) i Sweco Danmark er Dariush Rezai, mens Jeppe Allert Madsen er økonomidirektør (CFO). De to udgør direktionen i Sweco Danmark
  • Sweco Danmarks omsætning var i 2021 1,4 milliarder kroner med en overskudsgrad på 9,6 procent

 


Tekst til billedet øverst:

Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark (tv), Ulrik Valentin Hansen, medstifter og seniorpartner i Via Trafik, Mogens Møller, medstifter og seniorpartner i Via Trafik, Jeppe Allert Madsen, CFO i Sweco Danmark, Peter Stanley Andersen, medstifter og seniorpartner i Via Trafik samt Jes Hansen, Direktør for Infrastruktur, Vand & Miljø i Sweco Danmark. 

 



Byplanlægning