NYHEDER 2. FEB 2023 KL. 11:52

Midtjylland: Regionsråd har vedtaget tilpasning af busruter

Af: kollektivtrafik

Regionsråd har vedtaget tilpasning af busruter
Kort over tilpasningerne. (Illustration: Region Midtjylland)

Der bliver lavet justeringer for 41,2 millioner kroner i de regionale busruter i sommerkøreplanen 2023. Det har regionsrådet i Region Midtjylland vedtaget på baggrund af den aktuelle situation med stigende priser på eksempelvis brændstof. Langt hovedparten af de regionale ruter bevares og tilpasningen sikrer transportmulighed til uddannelse og job. Fire busruter mister helt eller delvist regionalt tilskud


Det var et enigt regionsråd, som med beslutningen sikrede økonomien i den regionale kollektive transport ved at fjerne busture for 41,2 millioner kroner. Baggrunden var de meget høje energipriser kombineret med lave billetindtægter, som har skabt store underskud i 2022 og også vil gøre det i 2023. Region Midtjylland's budget til kollektiv transport i 2023 er på 380,6 millioner kroner. Dermed bruger regionen flere penge på kollektiv transport end tidligere, men den økonomiske udvikling i samfundet betyder mindre trafik for pengene.

Regionsrådet i Region Midtjylland peger på, at det med den nu vedtagne tilpasning i høj grad er lykkedes at bevare transportmuligheder for uddannelsessøgende og pendlere morgen og eftermiddag. Til gengæld rammes lavt benyttede busture midt på dagen. I alt berøres 35 busruter. Fire af dem mister helt eller delvist det regionale tilskud. Samtidig overtager regionen finansieringen af to eksisterende ruter for at sikre mulighed for transport af uddannelsessøgende på tværs af kommunegrænser.

- Det er ikke nogen nem opgave at skulle foretage besparelser på et område, der spiller en vigtig rolle i mange menneskers liv. Desværre står vi som samfund i en situation, hvor der ikke er nogen vej uden om tilpasninger. I den sammenhæng glæder jeg mig over, at langt hovedparten af ruterne opretholdes, selv om det mange steder bliver med færre afgange, og at vi i høj grad bevarer muligheden for at komme til og fra job og uddannelse med kollektiv transport i Region Midtjylland, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Grundig proces
Forud for regionsrådets beslutning har der ligget en lang proces for at skabe balance i økonomien. Regionen har afholdt tre udendørs offentlige dialogmøder, ligesom udvalget for Regional Udvikling har afholdt møder med alle berørte kommuner for at sikre kendskab til de lokale forhold. Derudover har regionen fået flere henvendelser fra og været i dialog med både borgere og uddannelsesinstitutioner.

- Overordnet set har vi haft en meget konstruktiv dialog om den udfordring vi står med på mobilitetsområdet. Det betyder også, at der er fundet løsninger på de fleste af de konkrete ting, kommunerne har peget på. Der vil desværre være borgere, der oplever et dårligere serviceniveau, men vi opretholder altså hovedparten af ruterne og muligheden for at pendle. Samtidig sikrer vi, at der stadig er et rutenet af busser at bygge på, når vi i de kommende år skal udvikle den kollektive transport, siger udvalgsformand for Regional Udvikling, Bent B. Graversen (V).

Kollektiv transport ændrer form
Med vedtagelsen af kataloget over tilpasninger, anmoder regionen nu trafikselskabet Midttrafik om at sætte gang i arbejdet med at få tilpasningen ind i den køreplan, der træder i kraft 25. juni. Frem mod køreplansskiftet vil den nye køreplan blive sendt i høring. Men den økonomiske ramme for den regionale kollektive transport ligger fast.

Samtidig står det klart, at den kollektive transport kommer til at ændre sig i de kommende år. Som en del af beslutningen på regionsrådsmødet skal regionens administration således lave et oplæg til, hvordan der kan arbejdes med fremtidens mobilitet i regionen.

- De krav, vi som borgere har til kollektiv transport, udvikler sig hele tiden - og vi ved, blandt andet fra de dialogmøder vi har haft med borgerne, at der er et stort ønske om mere fleksible løsninger til at fremme mobiliteten. Det kommer vi fra regionens side til at samarbejde bredt om at udvikle i de kommende år, siger næstformand i Udvalg for Regional Udvikling, Henrik Qvist (EL).

- Men først og fremmest skal der altså være balance i økonomien. Det sikrer vi nu på en så skånsom måde som muligt, fortsætter han.


Fakta om beskæringerne af den regionale kollektive transport i Region Midtjylland

Regionsrådet har vedtaget kataloget til justeringer for 41,2 millioner kroner i det regionale rutenet.

Hovedparten af tilpasningerne bliver i form af reduceret antal afgange

Fire ruter mister helt eller delvist det regionale tilskud:

  • Delstrækningen Hammel - Fårvang på rute 114 Aarhus-Hammel-Fårvang
  • Delstrækningen Søften-Hinnerup-Hadsten på rute 115 Søften-Hinnerup-Hadsten-Langå
  • Rute 319 Hornslet-Auning
  • Rute 116U Galten-Harlev-Tilst

 
Regionen overtager finansieringen af to ruter for at sikre transport af uddannelsessøgende på tværs af kommunegrænser:

  • Rute 351 Ebeltoft-Grenaa
  • Rute 561 Sønder Felding-Skjern

 

Forud for forslaget til tilpasning ligger en stort analysearbejde på baggrund af passager-data for samtlige regionale ruter. Her er det blandt andet blevet dokumenteret, at for mange regionale busser kører næsten tomme på mange afgange.

Derudover har formandsskabet i Udvalg for Regional Udvikling haft møder med de berørte kommuner for at sikre viden om de lokale forhold, ligesom borgerne har været inddraget i form af tre udendørs dialogmøder.

Midttrafik anmodes om at sætte gang i køreplanjusteringer, så justeringerne træder i kraft ved køreplanskiftet 25. juni.

Samtidig arbejder regionen videre med at udvikle den kollektive transport, så den tilpasses de behov borgerne har nu og i fremtiden.

Regionens budget til kollektiv trafik udgør i 2023 380,6 millioner kroner. Dermed bruger regionen flere penge på kollektiv trafik end tidligere, men den økonomiske udvikling i samfundet betyder mindre trafik for pengene.

 

 



Mobilitet Økonomi