NYHEDER 20. SEP 2023 KL. 16:00

Sommerbusrute bliver helårs - fem dage om ugen

Af: kollektivtrafik

Fjernbusselskabet FlixBus har besluttet, at selskabets Rute 626, der kører mellem København ved Øresund og Søndervig ved Vesterhavet, skal være en helårsrute. Søndervig, der ligger nordligst i Ringkøbing Fjord og otte kilometer vest for Ringkøbing, er tæt på at være Danmarks vestligste punkt - og det vestligste punkt i Flixbus' danske fjernbusnet


Baggrunden for at gøre sommerruten til en helårsrute er, at antallet af busrejser med FlixBus i Danmark er steget markant i løbet af sommeren sammenlignet med sidste år. For eksempel har rute 626 været meget populær. Ruten var oprindeligt planlagt som en sæsonrute, men fordi den har vist sig at være mere populær end forventet, har FlixBus besluttet, at den skal køre året rundt - fire dage ugentligt torsdag til søndag.

- Ruten mellem København og Søndervig stopper ved flere af Danmarks mest populære destinationer. Efter en travl sommer med mange rejsende har vi besluttet, at opretholde ruten hele året. Det er dejligt at se, at antallet af busrejser er steget, og at flere og flere vælger at rejse med offentlig transport. Jo flere passagerer, jo mere kan vi udvide vores netværk i Danmark – ikke kun om sommeren, men året rundt, siger Kajsa Ekelund, der er kommunikationschef hos FlixBus i Norden.

Flixbus oplyser, at stoppestederne i København, Legoland og Billund havde flest passagerer på rute 626. Billund stod for 25 procent af rutens passagerer, og de mindre stoppesteder på ruten - eksempelvis Ringkøbing, Grindsted, Søndervig og Skjern - havde flere passagerer end forventet.


Rute 626 kører torsdag til mandag med én afgang i hver retning med stop i Søndervig - Ringkøbing - Skjern - Grindsted - Legoland - Billund Lufthavn - Vejle - Odense - København. Ruten køres af Flixbus' buspartner Vejle Turisttrafik ApS, som er en familieejet virksomhed med over 45 års erfaring i busbranchen.



Fjernbustrafik