NYHEDER 22. MAR 2021 KL. 08:12

Erhvervsorganisationen DI: Taksterne skal ned og kvaliteten op i den kollektive transport

Af: kollektivtrafik

Den kollektive transport skal være grønnere, billigere for brugerne og mere effektiv. Erhversorganisationen DI præsenterer mandag en investeringsplan for den kollektive transport på 22 milliarder kroner. Planen, som DI fremhæver som fuldt finansieret, kommer få uger inden, at S-Regeringen indleder forhandlinger med partierne i Folketinget om en grøn mobilitetsplan


DI fremhæver, at den kollektive transport spiller en vigtig rolle i et effektivt og klimavenligt samfund. Derudover bidraget kollektiv transport til at nedbringe belastningen af vejene.


Budskabet fra DI er:

Hvis vi kan gøre den kollektive trafik tilgængelig og attraktiv for flere bliver trængslen på vejene mindre - til gavn for de pendlere og virksomheder, som kun kan benytte vejene.


- Vi skal se vores infrastruktur i en sammenhæng. Hvis ikke vi har en konkurrencedygtig og effektiv kollektiv transport, vil vejene stoppe fuldstændig til. Dermed taber både virksomheder og borgere kostbar tid, siger Michael Svane, der er branchedirektør i DI Transport.

DI konstaterer, at den kollektive transport er udfordret - dels på grund af, at det gennem de senere år er blevet dyrere at benytte busser og tog sammenlignet med andre transportformer, dels har corona-situationen ført til, at mange mennesker i dag vælger den fra. Derfor er det nødvendigt at styrke den kollektive transport, skabe sammenhæng til de andre transportformer og gøre den mere attraktiv for flere.

DI's investeringsplan indeholder 6 anbefalinger med 18 konkrete forslag, som skal få flere til at vælge den kollektive transport. Blandt andet bør samfundet investere i den kollektive transport, så den bliver mere pålidelig med flere afgange og kortere rejsetid. Og det er nødvendigt at sænke priserne på billetter og skabe en mere enkel struktur. DI har i sin investeringsplan fundet finansiering til at investere 22 milliarder kroner i den kollektive transport frem mod 2030.

- Det kræver politisk vilje, hvis vi skal have mange flere til at benytte den kollektive transport. Busser og tog skal effektivt kunne transportere os fra A til B. Og det skal være til en fornuftig pris, som kan konkurrere med at køre i egen bil, siger Michael Svane.

Flere analyser viser, at 11 til 13 procent vil rejse mindre med den kollektive transport i fremtiden, mens 6 procent af kunderne hos DSB siger, at de ikke kommer tilbage.

- En sådan udvikling vil skabe yderligere problemer med forringet mobilitet og markant mere trængsel. Derfor er der er brug for, at vi investerer i den kollektive transport, sætter os mål for udviklingen og følger op på, at vi når dem, siger Michael Svane.


Planen for den kollektive transport er en del af en samlet investeringsplan for mobilitet og infrastruktur, hvor investeringer i cykeltrafikken og vejene også er omfattet. DI præsenterer den samlede investeringsplan senere på foråret.


Interesserede kan læse udspillet her:

 



Billetter og takster Mobilitet