Af: kollektivtrafik
Thisted Kommune har modtaget en pris for initiativet "Taxa i Thy med Smil og Håndsrækning," hvor chauffører fra blandt andre Dantaxi uddannes til at skabe en mere tryg og empatisk oplevelse for mennesker med demens
På Demensalliancens nyligt afholdte årsmøde, blev Thisted Kommune anerkendt med en pris for initiativet ”Taxa i Thy med Smil og Håndsrækning”.
Helt konkret gennemgår taxichauffører, der udfører kørsel for kommunen, et halvanden times kursus, der giver dem værktøjerne til at håndtere demensramte passagerer med empati og forståelse.
Kommunen vandt prisen i kategorien ”transport” og i begrundelse for valget hed det fra Demensalliancen:
”Mange borgere med demens og deres pårørende føler sig utrygge ved transporten, især når sygdommen er fremskreden. Derfor er det en gave, at chaufførerne nu har den fornødne viden og udviser stor empati og tålmodighed. Dette initiativ gør en reel forskel i hverdagen".
Med ”Taxa i Thy med Smil og Håndsrækning” har kommunens demenskoordinatorer et samarbejde med EUC Thisted, hvor de underviser nye taxachauffører i demens.
Samarbejdet med taxachaufførerne sætter fokus på, at relations arbejdet og kendskab til kunden er alt afgørende for at oplevelsen bliver god, både for passageren med demens og chaufføren - blandt andet det, at chaufføren går ind ad døren hjemme hos passageren er med til både at bringe smilet frem og gør det lettere at komme af sted.
- Demens er en kompleks og udfordrende sygdom, der kræver en særlig form for omsorg og støtte. Det handler om tillid og relations dannelse mellem alle involverede parter - borgeren med demens og deres pårørende, taxachaufførerne, EUC Thisted, demenskoordinatorerne, samt medarbejder i dagcentrene, visitationen og hjemmeplejen. Det er gennem relationer, at vi kan forstå, kommunikere og imødekomme de unikke behov hos hver enkelt borger med demens. Det er også gennem relationer, at vi kan skabe et netværk af støtte og omsorg, der strækker sig ud over de professionelle rammer og ind i hverdagen, siger Gitte Sand Dahlgaard, der er demenskoordinator i Thisted Kommune.
I forbindelse med prisoverrækkelsen på topmødet har pårørende udtrykt deres taknemmelighed over for chaufførerne fra Hurup Taxi og Dantaxi:
- Vi blev mødt af særdeles venlige, professionelle chauffører, hvilket gjorde, at vi begge var trygge. Alle havde en tilgang af ro, menneskeforståelse og loddede hurtigt, om det var en god eller en mindre god dag, vi havde. Det kunne udmønte et klap på skulderen eller et par velmente ord og så kunne man lidt igen, fortæller en pårørende til et menneske med demens.
Efterfølgende blev prisen fejret ved en sammenkomst tirsdag 24. september i dagcenteret på Sct. Thøgersgård i Vestervig.
Tekst til billedet:
Thisted Kommune har fået en pris for et initiativ, der klæder taxachauffører på, så de kan gøre hverdagen bedre for demensramte og deres pårørende. Demenskoordinatorerne Gitte Sand Dahlgaard (midten) og Gitte Høj Jensen (th), var på scenen ved Demensalliancens Topmøde 2024 for at modtage prisen for det bedste demensvenlige initiativ i kategorien "transport".