NYHEDER 30. JUL 2021 KL. 12:54

Trafikselskab byder kunderne velkommen tilbage i fuldt omfang

Af: kollektivtrafik

Fra søndag 1. august bliver en række restriktioner i den kollektive trafik ophævet. Trafikselskabet Midttrafik, der står for den kollektive trafik i Region Midtjyllland, oplyser, at det betyder, at busser og tog igen kan medtage det antal passagerer, der er plads til - og at kunderne kan sætte sig på alle sæder. Kravet om mundbind ved ind- og udstigning og når man står op, gælder fortsat frem til 1. september


Midttrafik fortsætter med tryghedsskabende tiltag som ekstra rengøring og udluftning, uddeling af håndsprit og digitale hjælpemidler.

- Vi oplever allerede nu et stort spænd i tryghedsfornemmelsen hos vores kunder. Mange kunder er vaccinerede og slet ikke nervøse, mens andre føler sig utrygge ved den nære kontakt, der kan opstå i kollektiv trafik. Vi følger og formidler selvfølgelig Sundhedsstyrelsen seks generelle råd, men gør også selv en ekstra indsats for at få kunderne til at føle sig trygge, siger Mette Julbo, der er vicedirektør hos Midttrafik.

- Midttrafik kan stå for det basale som rengøring, udluftning og digitale hjælpemidler, der kan hjælpe kunderne med berøringsfri betaling og med at undgå overfyldte busser, men det er i mange tilfælde andre kunders adfærd, der er afgørende for den enkelte kundes opfattelse af tryghed, siger hun videre.


Midttrafik opfordrer på kraftigste til, at kunderne overholder kravet om mundbind ved ind- og udstigning, og hvis man står op.



Corona