NYHEDER 7. JAN 2021 KL. 11:46

Trafikselskab har sat kapaciteten ned til det halve

Af: kollektivtrafik

De seneste tiltag for at dæmme op for spredning af corona-virussen - særligt mutationen fra Storbritannien - omfatter blandt andet, at afstandskravet fra 6. januar blev ændret fra en til to meter. Det påvirker som nævnt dirigere i denne uge det antal passagerer, som kan komme med den kollektive trafik


Trafikselskabet Sydtrafik har eksempelvis reduceret kapaciteten i deres busser maksimalt 50 procent af det samlede antal passagerer, som busserne er godkendt til. Der må altså kun sidde en person per dobbeltsæde og stående passagerer skal holde to meters afstand. Den eneste undtagelse fra dette er, at personer fra samme husstand må sidde sammen.

- Lige nu er der ikke særligt mange passagerer i busserne, så vi forventer ikke, at der bliver problemer med kapaciteten i den nærmeste tid, siger Louise Christine Rasmussen, der er presseansvarlig i Sydtrafik.

- Vi holder dog nøje øje med passagertallene, som vi blandt andet får ind via rejsekortdata, siger hun videre.

Sydtrafik har også nye retningslinjer til passagerne, der opfordres til at bruge bussernes midterste døre eller bagdøren til både ind- og udstigning. Fordøren lukkes ikke på samme måde som i foråret, da det anbefales at åbne fordøren regelmæssigt for at sikre god udluftning.
 
Derudover opfordrer Sydtrafik også sine passagerer til at undgå kontant betaling af hensyn til både chaufførerne og passagernes sikkerhed.
 
De nye retningslinjer gælder ind til videre til 17. januar eller så længe afstandskravet på de to meter fastholdes. 
 
 



Corona